Fra børneværelse til badeværelse

Det der med at renovere et helt hus på den allermest voldsomme og omfattende måde man kan forestille sig kan ofte trække rigtig mange tænder ud. Det kan gøre ondt, det kan bløde og det kan så sandelig også betyde en pokkers masse tårer – glædestårer, frustrationstårer, vredetårer og udmattelsestårer. Men nogle gange opdager man, hvor langt vi egentlig er nået.

Vi har taget mange billeder undervejs i projektet. Langt de fleste er drøn elendige iPhone-billeder, men det gør ikke noget. De skal ikke bruges til en boligreportage, de skal blot bruges til at minde os selv om, at det faktisk går den helt rigtige vej og at vi er kommet endnu et lille stykke ad den meget lange vej til det færdige resultat.

Jeg sad netop og kiggede billeder igennem, da jeg oplevede følelsen af, at det her faktisk går pisse godt! Jovist går det lidt langsomt med istandsættelse af soveværelset, der laver vi jo det hele selv, men se nu lige resten – det går jo lynende stærkt! Nedenstående billeder viser præcis samme hjørne i huset. Fra det var et børneværelse med hems og mørke listelofter. Til vi rev gulvet af og åbnede op til krybekælderen, hvorefter der blev støbt og lagt gulvvarme. Til nu hvor brusenichen har fået en omgang ny puds og vådrumsmembran samt der er lagt de første rækker af klinker på gulvet. Tænk sig at det faktisk er det samme hjørne i det samme værelse indenfor en tidsperiode på kun 2,5 måned.

Collagebruseniche2 Collagebruseniche

Facebook

En frossen morgen

Morgengåtur i et frostklart landskab pyntet med hvidrumpede rådyr og harer på spring.

2015-02-06 09.59.30 2015-02-06 09.59.25 2015-02-06 09.59.20 2015-02-06 09.59.15

Facebook

Snevejr i forstaden

Snevejr i forstaden

Snevejr i forstaden

Jamen se nu hvor fint det lille hus kan tage sig ud! Lidt sne pynter væsentligt på det skrot, der engang bliver til vores lille slot.

For første gang var vi i dag ude i huset og arbejde på en hverdag efter arbejde. Vi er gået i gang med at hjælpe mine forældre med istandsættelse af soveværelset, men det går bare ikke så stærkt, som vi gerne ville, at det skulle. Det er en lang proces at sætte sådan fire vægge + loft i stand, så lang en proces at jeg på ingen måde kan huske, hvilke steps vi har været igennem, og hvilke vi mangler – hurra for min far!

Udover at knokle med væggene skulle vi også lige inspicere badeværelset. I søndags opdagede Kasper, at VVS’eren ikke helt har overholdt tegningen for installationer og inventar i badeværelset. Det betyder, at fra kanten af brusenichen er det hele lige rykket 10 cm til højre. Heldigvis havde vi i forvejen sat ekstra plads af, så det hele ikke sad for tæt, så forhåbentlig bliver det ikke et problem. Men det er da møgirriterende! Derudover ringede mureren i dag og spurgte, om vi havde lagt mærke til, at brusearmaturet sidder temmelig højt – mere præcist 30 cm for højt! Normalt er der ca. 90 cm fra gulv til armatur, i vores bruseniche er der 120 cm. Pis! Gulvet er jo støbt nu, så det kan ikke bare lige laves om, men heldigvis lød mureren ikke specielt bekymret, han ville dog gerne lige ringe til VVS’eren og gøre ham opmærksom på fejlen. Suk… Vi vil så skrive en mail til ham en af dagene og gøre ham opmærksom på den anden fejl. Træls med de to fejl – han er ellers super effektiv (måske for meget?!) og overholder alle aftaler – undtagen lige placeringen af inventar og armatur. Øv!

Istedet for fejlene vendte vi blikket mod køkkenet og den nye åbning ind til stuen – det bliver så godt, når det engang står færdigt! Indtil da pynter sneen gevaldigt udenfor og skjuler alt det byggeaffald, der roder i forhaven.

Facebook

28 år og hjemmeboende

Det er ikke lige umiddelbart noget, der lyder tiltalende. Men det er faktisk ikke at kimse af.

Nogen vil vide, at Kasper og jeg den seneste halvanden måned har boet hos mine forældre, da det nye hus endnu ikke er beboeligt og vi havde opsagt vores lejlighed.
Da vi flyttede i midten af december, var det med en forventning om, at vi ville være ude igen i løbet af en måneds tid. Den måned er nu gået og vi gør så småt status.

Vi har det faktisk godt her. Det er gået over al forventning for os begge – ikke mindst for Kasper, der skal bo hos sine svigerforældre. Der er det måske en smule mere naturligt for mig at bo hos mine forældre.

Det er faktisk rart at have det her afbræk – at bo hos sine forældre og blive nurset lidt. Inden vi flyttede ind var det aftalen, at vi betalte et lille beløb for at bo her og lavede mad til os alle tre gange om ugen. Realiteten er, at vi betaler det lille beløb, men vi laver kun mad, når vi lige føler for det. Det bliver som regel til et par gange om ugen. Hvis vi giver udtryk for den dårlige samvittighed, får vi bare at vide, at de bare er glade for at vi er her. Det da fantastisk at have sådan et forhold til sine (sviger)forældre! Tænk sig, at de faktisk nyder, at vi bare kommer her og afbryder deres hverdagsrutiner, roder, tømmer køleskabet, fylder vaskekælderen… Vi sørger selvfølgelig selv for vasketøj samt rengøring på vores værelse, men ellers er det rigtig meget som at være teenager igen og bo hjemme – bortset fra at vi (heldigvis) ikke er 16 år længere!

Men alting har en ende, og vi glæder os da også usigeligt meget til at flytte ind i huset. Vi satser på, at påsken bliver brugt på indflytning. Den falder meget belejligt i starten af april, hvor jeg desværre også bliver ledig igen.

Indtil da skal der lyde en stor TAK til mine forældre, fordi de vil huse os på den allerbedste og mest afslappede måde.

Facebook

Et hus med gulv

Det går lynende stærkt med renoveringen lige nu! I mandags lagde mureren isolering og rionet i krybekælderen i både køkken og bad, tirsdag morgen var VVS’eren forbi og lagde pex-rør til gulvvarmen og i dag, torsdag, har mureren støbt gulvet i køkken og bad. Det er lige før, vi ikke kan følge med!

Tirsdag eftermiddag ringede mureren. Han ville bare lige vide, om vi havde fundet et trægulv, da højden på støbningen afhænger af tykkelsen på trægulvet. Bum nej, så langt var vi ikke lige nået. Jovist, vi havde da kigget på nogle valgmuligheder, men absolut ikke besluttet os endeligt! Mureren skulle dog have besked senest onsdag aften, da han havde bestilt cementbil til torsdag morgen. Vi fik pludselig en smule travlt..

Onsdag ringede mureren igen. Han ville lige have et hurtigt møde med os ude i huset, da han ville være sikker på, hvordan brusenichen skulle støbes – hvor lang skulle den være, ville vi have kant eller flydende fald osv. Endnu flere beslutninger der skulle træffes meget hurtigt. Men det hele gik som det skulle og i eftermiddags kunne vi inspicere dagens arbejde – et møgflot betongulv! Det er lige før, vi kan føle os helt lykkelige bare på grund af et betongulv – men det er nok mere det faktum, at det nu er opbygning fremfor nedbrydning.

Collage1

Facebook

Are we there yet?

Sidste weekend fik Kasper en velfortjent og tiltrængt pause fra husrenoveringen. Han drog i stedet mod Sønderjylland til en forsinket julefrokost, der vist blev lidt for våd. I stedet arbejdede jeg ude i huset med en masse småting og så frem til at kunne holde lidt fri denne weekend.

Vi var så tæt på delmålet – at vores del af det tunge arbejde var slut – men alligevel kunne vi begge ikke overskue mere. Der måtte luftforandring til! Selvom det er et kæmpe projekt, der tager lang tid, så har vi også begge brug for at se vores venner og lave noget helt andet end at skovle murbrokker. Den konstante lugt af murerstøv og rockwool blev for meget, så vi måtte ud.

Mens jeg råhyggede med brunch og kaffe hos en veninde knoklede Kasper stadig med den trælse skillevæg. Hvordan kan sådan en satan sidde så godt fast?! Men ned skulle den og det kostede da også en enkelt sikring – ups! Jeg vil dog næsten sige heldigvis, for da Kasper i dag satte en polsøger på en ledning røg strømmen i to værelser samt bryggerset, men ingen sikringer røg. Bum! Godt elektrikeren kan kontaktes i morgen tidlig. Jeg er ikke helt tryg ved at lade det lille hus være alene i nat.

Udover manglende strøm endte weekenden dog med to ture på lossepladsen og så var den ged barberet – eller den væg væltet kan vi også kalde det. Der er nu frit kig fra køkken til stue – fra vej til have, og det er SÅ pænt! Var der ikke alt det støv og kun koldt vand, så er det lige før, at jeg kunne bo der allerede – men også kun lige før. Til gengæld virker toilettet igen – hurra! Så nu kan vi igen komme af med ting beregnet dertil indendørs, selvom haven unægteligt har haft godt af lidt gødning de sidste par måneder.

2015-01-25 11.40.15-1

Fra køkken til stue – fra vej til have

 

Facebook

Der sker faktisk lidt…

Så gik der næsten en måned og selvom vi ikke synes, at der sker de helt store fremskridt i renoveringen, så er der alligevel sket en hel del den sidste måned.

Hele juleferien knoklede vi og nåede også vores målsætninger, men da ferien sluttede, havde vi brug for mere ferie. Vi havde ikke fået slappet af og ladt batterierne op, i stedet havde vi lange og ømme arme. Det hårde fysiske arbejde med murbrokker og ture til lossepladsen fortsatte. Tænk, at der kan være så mange murbrokker i et hus – vi har jo ikke revet ydervæggene ned. Der blev bare konstant ved med at være murbrokker og støv overalt!

Men det var ikke kun fysisk, at vi var kommet på overarbejde. I det nye års første dage konstaterede tømreren, at strøerne i gangen ikke havde det så godt. De var ikke rådne (thank God!), men de var slidte og fyldt med huller, så det ville bliver et stort arbejde at skulle lægge et nyt trægulv på dem. Tømreren foreslog i stedet, at vi fik mureren til også at støbe gulv i gangen, når nu han alligevel var igang med køkkenet og badeværelset.
Vi brugte nogle dage på at lægge nyt budget, indhente nye tilbud og overveje, men måtte tilsidst erkende, at budgettet ikke tillod en ekstraudgift på 35.000,-. Det tog overraskende hårdt på energien, at overveje den nye plan. Nu havde vi jo lige – endelig- besluttet os for én plan, hvor vores del af det tunge arbejde snart ville være overstået og håndværkerne kunne tage 100% over. Hvorfor så pludselig begynde at ændre på alt det?!
Pudsigt nok, ligemeget hvor meget vi helst ville den nye læsning, så sænkede der sig en ro over os lige i det sekund, at vi tog beslutningen om at holde os til den oprindelig plan. Nu kunne vi komme videre uden at vi skulle spinke og spare alt for meget!

Det skal nok blive godt alligevel og det har kun været lærerigt for os pludselig at skulle overveje en helt ny løsning, sætte alle håndværkere på standby og lægge et helt nyt budget. Man skal ikke være bange for at overveje nye ting, det skal nok gå, men det vigtigste er trods alt, at økonomien kan følge med.

Der er blevet skovlet en pokkers masse murbrokker og kloakstinkende jord!

Der er blevet skovlet en pokkers masse murbrokker og kloakstinkende jord!

Det er de små fremskridt, der tæller. Her er vandrørene til bruser og håndvask :D

Det er de små fremskridt, der tæller. Her er vandrørene til bruser og håndvask.

Kasper tog hul på den allersidste væg, der skal ned. En tynd skillevæg, der dog har kostet temmelig meget sved (og ømme muskler) - men ingen tårer endnu.

Kasper tog hul på den allersidste væg, der skal ned. En tynd skillevæg, der dog har kostet temmelig meget sved (og ømme muskler) – men ingen tårer endnu.

Facebook

Going down

Yes! Endelig er der skred i arbejdet og det går lynende hurtigt fremad. Julen har været fyldt med sociale arrangementer, men vi har en liste over husprojekter, der skal nås i denne ferie. Håndværkerne tager fat i uge 2, så vi skal være klar med vores del af arbejdet inden da.

Juleferiens husprojekter:

  • Vælte væg 2done! Nu skal murstenen bare køres væk…hej lange arme og øm ryg!
  • Vælte væg 3delvist done, forhåbentlig bliver den væltet 100% i morgen + alle murbrokker bliver kørt væk.
  • Fjerne strøger i køkken + nyt badeværelsedone, Kasper havde lige en effektiv dag i forgårs, hvor han både fjernede strøger samt fik startet på væg 2.
  • Fjerne gamle radiatorer i køkken + nyt badeværelsemangler, men vi når det forhåbentlig inden nytår.
  • Fjerne tapet i gang-arealdelvist done, der mangler kun lidt småtteri, som skal tages med tapetdamperen (en af de bedste opfindelser nogensinde!)
  • Fjerne gerichter i gang-arealdone, men Christ hvor de drillede. Gerichter bør sættes op med dykkere (søm uden hoveder), men disse var selvfølgelig sat op med helt almindelige søm. Tak til søster for det enorme pillearbejde med at få sømmene ud. Vi har gemt de gamle gerichter i tilfælde af, at vi skal bruge dem senere, så vi har ens gerichter i hele huset.

Vi har således allerede nået en hel del indtil videre, men at køre murbrokker væk tager meget længere tid end beregnet. For det første tager det tid at fylde traileren, jovist, men vi kan jo ikke bare fylde i den. Den skal jo også lige kunne holde til vægten. Så afsted til lossepladsen hvor alle murbrokkerne skal skovles op i containeren (naller i ryg og arme!), derefter tilbage til huset og begynde forfra. Efter 3-4 ture i går var vi begge så ødelagte og trætte, at vi gav op og tog hjem til vores midlertidige hjem hos mine forældre.

I morgen fortsætter vi med murbrokkerne, og forhåbentlig når vi at vælte væg 3 og køre alle murbrokkerne væk.

Næsten hele væg 2 er væltet og der er taget hul på væg 3.

Næsten hele væg 2 er væltet og der er taget hul på væg 3.

Væg 2 og 3 nede i samme højde. Nu skal murbrokkerne fjernes, inden vi kan komme videre.

Væg 2 og 3 nede i samme højde. Nu skal murbrokkerne fjernes, inden vi kan komme videre.

Tapet fjernet i gangen.

Tapet fjernet i gangen.

Tapet fjernet i gangen + kig ind til det nye badeværelse.

Tapet fjernet i gangen + kig ind til det nye badeværelse.

Facebook

Glædelig jul

For 12 år siden døde min farmor 1. juledag. Jeg var 16 år gammel og min farmor betød alverden for mig. Jeg husker ikke, at det som sådan ødelagde julen, at min farmor lå for døden. Vi havde ikke holdt jul sammen med hende, siden jeg var baby. Men jeg taklede hendes død på en sikkert typisk måde for min daværende alder; jeg holdt en lille fest med de bedste venner, druknede nok min sorg over hendes død.

I år er min jul endnu engang påvirket af dødsfald i nærmeste familie. Min faster blev fundet død om morgenen d. 22.12. og jeg takler det denne gang på en helt anden måde, end da min farmor døde.

Gennem de sidste par år er min faster kommet til at betyde mere for mig, end hun tidligere har gjort. Min fars side af familien har altid betydet meget for mig, jeg ligner dem mere, end jeg ligner min mors side. Men hvor vi kun så og snakkede med min fars familie ved den årlig påskefrokost da jeg var yngre (pånær min farmor), var min faster nu blevet en vigtig del af mit liv. Hun ringede ofte og var trofast læser af disse små indspark. Hun læste hvert et ord, vi berettede undervejs på vores tur til USA sidste år. Hvert år sendte jeg hende julekort, hun kvitterede med en interesse for mit liv. Da vi overtog nøglerne til vores nye hus, sendte hun en buket blomster.

Søndag aften d. 21.12. kunne jeg ikke falde i søvn. Jeg var kommet i tanke om, at jeg havde glemt at sende årets julekort til min faster. Hovedet har været fyldt med hus og arbejde. Jeg lå og overvejede, om jeg skulle skrive kortet dagen efter, og så måtte hun bare få det efter jul, eller om jeg skulle ringe til hende. Jeg besluttede at ringe til hende. Det nåede jeg ikke. Dagen efter blev jeg ringet op af min mor midt i arbejdstiden; min faster var blevet fundet død af min fætter tidligt om morgenen. Jeg pakkede sammen på arbejdet og hele familien drog mod København. Vi tog hjem til min fars storebror, havde base der. Jeg er ikke god til alt det med døden og slet ikke, hvis det er personer tæt på. Der har været alt for meget sygdom og død i min familie i 2014.

Jeg har for nu grædt de tårer, de skal grædes. Flere skal nok presse sig på ved begravelsen d. 7. januar. Men for nu vil jeg blot mindes min faster og glæde mig over, at jeg til det sidste havde så godt et forhold til hende. Kort før sin død  havde hun fundet to små babypudebetræk med sit eget og min fars navn broderet på. Dem ville hun give til mig og mine kommende børn. Jeg nåede ikke at få pudebetrækkene, men alligevel betød det alt, at hun havde tænkt på mig og ikke blot smidt dem ud. Jeg håber, at min fætter finder pudebetrækkene blandt min fasters egendele.

På trods af dødsfald blev det alligevel en glædelig jul med alt hvad der hører sig til af god mad, gaver, dans om træet og afslapning 1. juledag – lige præcis som det skal være.

2014-12-24 14.55.34-2 2014-12-24 17.40.21-2

Facebook

Årets lærestreg & et optøet hus

For en uge siden forlod vi vores base, vores lejlighed for at flytte hjem til mine forældre. Huset var på daværende tidspunkt ikke beboeligt, da der ikke var noget varme derude. At der hverken er køkken eller bad er kun en mindre ting, hvis man ikke kan holde varmen.

Den forgangne uge er blevet brugt på at finde os til rette i vores nye, midlertidige, hjem samt snakke frem og tilbage med diverse håndværkere. Således fik vi onsdag installeret en ny, fiks varmeveksler i stedet for den store klodsede og ødelagte varmtvandsbeholder. Onsdag var også dagen, hvor tømreren satte soldater op, så vi kan vælte de bærende vægge i juleferien.

Der har jo været en masse overvejelser frem og tilbage omkring husets tagkonstruktion, da vi gerne vil åbne op i køkken og stue, og gøre det hele sammenhængende. Det koster et par bærende vægge og hvad gør man så? Først var det meningen, at vi blot skulle have en 8,5 meter lang limtræsbjælke ind og understøtte konstruktionen. Vi bestilte bjælken, men samme dag som den blev leveret, bakkede vores første tømrer ud.. Sådan en custommade bjælke kan ikke returneres, damnit! Efter at vores første ingeniør så også viste sig at være en klovn, fandt vi både ny tømrer og ny ingeniør, og sammen har de lagt en plan!

Således er ny ingeniør nu ved at lave tegninger over konstruktion af gitterspær, hvilket ny tømrer så sætter sammen efter nytår. Endelig har vi følelsen af, at det går den rigtige vej! Der er varme i huset og vi har en masse at tage os til derude i juleferien – det bliver så godt.

Vi har fået en dyr lærestreg, men skal vi vende det til noget positivt (og det er vi nødt til at gøre!), så har vi lært, at håndværkerne skal være på regning og at de sørger for byggematerialer. Det kan tænkes, at det var billigere, at vi selv bestilte den bjælke, men til gengæld brænder vi pt. inde med en meget lang bjælke, som vi ikke kan bruge til andet end at bygge en sandkasse af.

Det er nok ikke den sidste lærestreg, vi får os. Men for nu er det nok – nu skal det gå fremad!

Gammel varmtvandsbeholder - ny varmeveksler

Gammel varmtvandsbeholder – ny varmeveksler

Soldater i det lille hus

Soldater i det lille hus

Nu hverken gulv i køkken eller bad… Det skal nok blive godt en eller dag!

Nu hverken gulv i køkken eller bad… Det skal nok blive godt en eller dag!

Facebook