Monthly Archives: januar 2015

You are browsing the site archives by month.

28 år og hjemmeboende

Det er ikke lige umiddelbart noget, der lyder tiltalende. Men det er faktisk ikke at kimse af.

Nogen vil vide, at Kasper og jeg den seneste halvanden måned har boet hos mine forældre, da det nye hus endnu ikke er beboeligt og vi havde opsagt vores lejlighed.
Da vi flyttede i midten af december, var det med en forventning om, at vi ville være ude igen i løbet af en måneds tid. Den måned er nu gået og vi gør så småt status.

Vi har det faktisk godt her. Det er gået over al forventning for os begge – ikke mindst for Kasper, der skal bo hos sine svigerforældre. Der er det måske en smule mere naturligt for mig at bo hos mine forældre.

Det er faktisk rart at have det her afbræk – at bo hos sine forældre og blive nurset lidt. Inden vi flyttede ind var det aftalen, at vi betalte et lille beløb for at bo her og lavede mad til os alle tre gange om ugen. Realiteten er, at vi betaler det lille beløb, men vi laver kun mad, når vi lige føler for det. Det bliver som regel til et par gange om ugen. Hvis vi giver udtryk for den dårlige samvittighed, får vi bare at vide, at de bare er glade for at vi er her. Det da fantastisk at have sådan et forhold til sine (sviger)forældre! Tænk sig, at de faktisk nyder, at vi bare kommer her og afbryder deres hverdagsrutiner, roder, tømmer køleskabet, fylder vaskekælderen… Vi sørger selvfølgelig selv for vasketøj samt rengøring på vores værelse, men ellers er det rigtig meget som at være teenager igen og bo hjemme – bortset fra at vi (heldigvis) ikke er 16 år længere!

Men alting har en ende, og vi glæder os da også usigeligt meget til at flytte ind i huset. Vi satser på, at påsken bliver brugt på indflytning. Den falder meget belejligt i starten af april, hvor jeg desværre også bliver ledig igen.

Indtil da skal der lyde en stor TAK til mine forældre, fordi de vil huse os på den allerbedste og mest afslappede måde.

Facebook

Et hus med gulv

Det går lynende stærkt med renoveringen lige nu! I mandags lagde mureren isolering og rionet i krybekælderen i både køkken og bad, tirsdag morgen var VVS’eren forbi og lagde pex-rør til gulvvarmen og i dag, torsdag, har mureren støbt gulvet i køkken og bad. Det er lige før, vi ikke kan følge med!

Tirsdag eftermiddag ringede mureren. Han ville bare lige vide, om vi havde fundet et trægulv, da højden på støbningen afhænger af tykkelsen på trægulvet. Bum nej, så langt var vi ikke lige nået. Jovist, vi havde da kigget på nogle valgmuligheder, men absolut ikke besluttet os endeligt! Mureren skulle dog have besked senest onsdag aften, da han havde bestilt cementbil til torsdag morgen. Vi fik pludselig en smule travlt..

Onsdag ringede mureren igen. Han ville lige have et hurtigt møde med os ude i huset, da han ville være sikker på, hvordan brusenichen skulle støbes – hvor lang skulle den være, ville vi have kant eller flydende fald osv. Endnu flere beslutninger der skulle træffes meget hurtigt. Men det hele gik som det skulle og i eftermiddags kunne vi inspicere dagens arbejde – et møgflot betongulv! Det er lige før, vi kan føle os helt lykkelige bare på grund af et betongulv – men det er nok mere det faktum, at det nu er opbygning fremfor nedbrydning.

Collage1

Facebook

Are we there yet?

Sidste weekend fik Kasper en velfortjent og tiltrængt pause fra husrenoveringen. Han drog i stedet mod Sønderjylland til en forsinket julefrokost, der vist blev lidt for våd. I stedet arbejdede jeg ude i huset med en masse småting og så frem til at kunne holde lidt fri denne weekend.

Vi var så tæt på delmålet – at vores del af det tunge arbejde var slut – men alligevel kunne vi begge ikke overskue mere. Der måtte luftforandring til! Selvom det er et kæmpe projekt, der tager lang tid, så har vi også begge brug for at se vores venner og lave noget helt andet end at skovle murbrokker. Den konstante lugt af murerstøv og rockwool blev for meget, så vi måtte ud.

Mens jeg råhyggede med brunch og kaffe hos en veninde knoklede Kasper stadig med den trælse skillevæg. Hvordan kan sådan en satan sidde så godt fast?! Men ned skulle den og det kostede da også en enkelt sikring – ups! Jeg vil dog næsten sige heldigvis, for da Kasper i dag satte en polsøger på en ledning røg strømmen i to værelser samt bryggerset, men ingen sikringer røg. Bum! Godt elektrikeren kan kontaktes i morgen tidlig. Jeg er ikke helt tryg ved at lade det lille hus være alene i nat.

Udover manglende strøm endte weekenden dog med to ture på lossepladsen og så var den ged barberet – eller den væg væltet kan vi også kalde det. Der er nu frit kig fra køkken til stue – fra vej til have, og det er SÅ pænt! Var der ikke alt det støv og kun koldt vand, så er det lige før, at jeg kunne bo der allerede – men også kun lige før. Til gengæld virker toilettet igen – hurra! Så nu kan vi igen komme af med ting beregnet dertil indendørs, selvom haven unægteligt har haft godt af lidt gødning de sidste par måneder.

2015-01-25 11.40.15-1

Fra køkken til stue – fra vej til have

 

Facebook

Der sker faktisk lidt…

Så gik der næsten en måned og selvom vi ikke synes, at der sker de helt store fremskridt i renoveringen, så er der alligevel sket en hel del den sidste måned.

Hele juleferien knoklede vi og nåede også vores målsætninger, men da ferien sluttede, havde vi brug for mere ferie. Vi havde ikke fået slappet af og ladt batterierne op, i stedet havde vi lange og ømme arme. Det hårde fysiske arbejde med murbrokker og ture til lossepladsen fortsatte. Tænk, at der kan være så mange murbrokker i et hus – vi har jo ikke revet ydervæggene ned. Der blev bare konstant ved med at være murbrokker og støv overalt!

Men det var ikke kun fysisk, at vi var kommet på overarbejde. I det nye års første dage konstaterede tømreren, at strøerne i gangen ikke havde det så godt. De var ikke rådne (thank God!), men de var slidte og fyldt med huller, så det ville bliver et stort arbejde at skulle lægge et nyt trægulv på dem. Tømreren foreslog i stedet, at vi fik mureren til også at støbe gulv i gangen, når nu han alligevel var igang med køkkenet og badeværelset.
Vi brugte nogle dage på at lægge nyt budget, indhente nye tilbud og overveje, men måtte tilsidst erkende, at budgettet ikke tillod en ekstraudgift på 35.000,-. Det tog overraskende hårdt på energien, at overveje den nye plan. Nu havde vi jo lige – endelig- besluttet os for én plan, hvor vores del af det tunge arbejde snart ville være overstået og håndværkerne kunne tage 100% over. Hvorfor så pludselig begynde at ændre på alt det?!
Pudsigt nok, ligemeget hvor meget vi helst ville den nye læsning, så sænkede der sig en ro over os lige i det sekund, at vi tog beslutningen om at holde os til den oprindelig plan. Nu kunne vi komme videre uden at vi skulle spinke og spare alt for meget!

Det skal nok blive godt alligevel og det har kun været lærerigt for os pludselig at skulle overveje en helt ny løsning, sætte alle håndværkere på standby og lægge et helt nyt budget. Man skal ikke være bange for at overveje nye ting, det skal nok gå, men det vigtigste er trods alt, at økonomien kan følge med.

Der er blevet skovlet en pokkers masse murbrokker og kloakstinkende jord!

Der er blevet skovlet en pokkers masse murbrokker og kloakstinkende jord!

Det er de små fremskridt, der tæller. Her er vandrørene til bruser og håndvask :D

Det er de små fremskridt, der tæller. Her er vandrørene til bruser og håndvask.

Kasper tog hul på den allersidste væg, der skal ned. En tynd skillevæg, der dog har kostet temmelig meget sved (og ømme muskler) - men ingen tårer endnu.

Kasper tog hul på den allersidste væg, der skal ned. En tynd skillevæg, der dog har kostet temmelig meget sved (og ømme muskler) – men ingen tårer endnu.

Facebook