Monthly Archives: november 2014

You are browsing the site archives by month.

Det der husprojekt…

Udfordringerne vil ingen ende tage. Som tidligere nævnt har vi fået leveret en 8 meter lang bjælke, der skal understøtte tagkonstruktionen. Vores første tømrer bakkede dog pludselig ud af projektet, og vores nye entreprenør/tømrer mener ikke, at bjælken kan komme ind på loftet. I stedet vil han forstærke spærene, så tagkonstruktionen bliver selvbærende. Vi skal dog lige have en ingeniørs ord på, at det kan lade sig gøre. Så som det hele ser ud nu, så har vi en 8 meter lang limtræsbjælke i overskud… 3600,- spildt…

Derfor står det hele lidt stille nu. Der er selvfølgelig stadig småting, vi kan give os til, så vi keder os bestemt ikke. Vi kan dog hverken vælte vægge eller brække gulve op. Denne weekend er derfor blevet brugt på at tage det sidste listeloft ned, tage tapet af ude i køkkenet og lave et hul i køkkengulvet, så VVS’eren, der kommer i morgen og skal give et tilbud, kan se hvor rørene i krybekælderen under køkkenet løber.

Før vi får forstærket spærene eller fundet en anden løsning, så er der ikke meget mere at lave end at tage tapet af i gangarealet. Mine forældre hygger sig med deres projekt soveværelse, så derinde går det langsomt fremad. I morgen kommer der som sagt en VVS’er, der skal give et tilbud. Han har ikke tid til at lave al VVS-arbejdet før til januar, men da vi ikke har noget varme ude i huset, vil han godt kunne finde tid til at installere den nye varmeveksler. Hvilket er temmelig nødvendigt efterhånden; i dag var der så koldt i huset, at vi kunne se vores egen ånde. Nøj det var koldt!!

Forældrenes projekt soveværelse - snart klar til at få spartlet vægge og loft

Forældrenes projekt soveværelse – snart klar til at få spartlet vægge og loft

Køkken uden tapet

Køkken uden tapet

Det sidste listeloft er nede - for én gangs skyld ingen rockwool gemt derover

Det sidste listeloft er nede – for én gangs skyld ingen rockwool gemt derover

Hullet i køkkengulvet - frit kig til gamle rør og krybekælder

Hullet i køkkengulvet – frit kig til gamle rør og krybekælder

 

Facebook

1. søndag i advent vs. 1. advent

I dag er der fire søndage til jul – denne dag inklusiv. Min indbakke bugner af mails omkring advent og alle de fantastiske køb, jeg kan gøre netop denne dag. Både til mig selv og til alle andre. Men det er ikke kun forsøget på at lokke mig til et køb, de fleste afsendere har til fælles. Størstedelen af afsenderne proklamerer. at det er 1. advent – og lige dér knækker filmen for mig!

Take Offer, Royal Copenhagen, Bahne og mange flere – de mener alle åbenbart, at det hedder 1. advent. Men slår man advent op i ordbogen lærer man, at der ved advent er tale om en sæson eller en periode. Ordet advent kommer af det latinske adventus, der betyder ankomst. Derudover kan man læse, at sæsonen (perioden) advent består af de fire søndage op til jul. Falder juleaften på en søndag, tælles dette som den fjerde søndag i advent.

Vi kan derfor på baggrund af ovenstående konkludere, at mailafsenderne i min indbakke vrøvler. Hvis vi taler om den første advent (som i den allerførste advent nogensinde), må vi gå ud fra at afsenderne er betydeligt for sent på den, når de først sender en mail ud nu – flere tusind år for sent – med emnelinje “1. advent”. Er der derimod noget afsenderne har misforstået, og de dermed har ment 1. søndag i advent, ja så er deres mail berettiget.

Baggrunden for hele den her snak om 1 søndag i advent vs. 1. advent, er den tendens der synes at vise sig i det danske sprog. Vi bliver mere og mere ligeglade med ordene og deres betydning. Vi går automatisk ud fra, at alle ved hvad vi mener – for vi siger jo det samme som alle andre. Take Offer, Royal Copenhagen og Bahne er ikke enestående tilfælde – de er tre ud af mange ordbetydningssløsere. Det værste er, at jeg ved, at der et sted i landet sidder en kommunikations- eller marketingmedarbejder og ikke har tænkt over, om det mon hedder det ene eller det andet. Det er jo for pokker en vigtig del af vores arbejde (ja, jeg arbejder også med kommunikation og marketing), at vi i det mindste bruger ordene og deres betydning rigtigt. Via mit arbejde når mine ord hver uge ud til flere hundredtusind modtagere af vores mailkampagne. Derfor er det yderst vigtigt, synes jeg, at jeg bruger ordene rigtigt og ikke opfinder nye betydninger, både i forhold til virksomhedens troværdighed, men bestemt også for at undgå ord- og betydningssløseri. Vores sprog er dyrebart, det er sådan vi kommunikerer med hinanden og hvis vi begynder at smide det væk til fordel for direkte ukorrekte vendinger, hvor ender sproget så henne?

En ting er at nogle ord bliver importeret fra andre lande og dermed bliver en del af det danske sprog, men når vi ligefrem begynder at ændre på vores eget sprog og vendinger deri, uden hensyntagen til det der egentlig bliver talt om, så er det sløseri. Så kære mennesker og virksomheder, tag jer nu sammen og brug ord og vendinger rigtigt – for jeres egen skyld, alt andet giver et dårligt indtryk!

Facebook

1 måned til jul..

..og vi er langt fra færdige! Vinter med sne og minusgrader må for vores vedkommende gerne vente et par måneder, for pt. er der stadig hverken varme eller vand ude i huset. Om 3 uger skal vi være ude af lejligheden. Det betyder, at vi skal flytte hjem til mine forældre for en tid. Vi får masser af plads hos dem, men derfor er det stadig en underlig tanke at skulle flytte hjem til sine forældre som 28 årig – også selvom det kun er for en kort periode.

Drømmen om den første jul i eget hus er noget anderledes end virkeligheden. Drømmen var lys, varme og et stort juletræ. Nedenfor er realiteten…

2014-11-23 14.10.25

Frit udsyn fra det gamle køkken ind til det gamle badeværelse

Nedbrydning af lige netop denne væg havde vi set meget frem til. Det var lidt som første step, hvorimod nedrivning af bl.a. køkken blot har føltes som forberedelse dertil. Næste weekend skal loftet i det gamle badeværelse ned, gerichter skal pilles af og gulvet i det gamle køkken skal brækkes op.
Tidligere i dag blev den 8,5 meter lange bjælke, der skal bære tagkonstruktionen, leveret foran huset. Vores første tømrer er bakket ud, men forhåbentlig kommer vores entreprenør os til undsætning på onsdag. Det føles i hvert fald godt, at bjælken endelig er ankommet. Så snart den er på plads, kan vi nemlig vælte de sidste (og bærende) vægge.

2014-11-24 13.08.25

Så der er altså en måned til den jul, der på mange punkter bliver meget anderledes fra alle de andre år. Forhåbentlig er vi meget længere med renovering om en måned, men en jul i eget hus er nok først realistisk næste år.

 

Facebook

1 down – 5 to go

Det helt store tilløbsstykke i dette husprojekt har hele tiden været at vælte nogle vægge og i dag var dagen, hvor den første af i alt fem vægge skulle væltes.

Det store problem ved at vælte alle disse vægge er, at minimum tre af dem danner husets kerne. Dét som hele husets tagkonstruktion hviler på. Derfor får vi på tirsdag leveret en 8,5 meter lang limtræsbjælke, der skal lægges ind i huset og på den måde understøtte den nuværende tagkonstruktion.

Men i dag skulle vi altså vælte den første væg. I ugens løb har vi været meget i tvivl om, om denne væg nu pludselig også ville vise sig at være bærende. Vores ingeniør har ikke set huset, så der var ikke meget hjælp at hente der andet end nogle få råd om, hvordan vi kunne se, om det er en bærende væg.

Vi slog forsigtigt hul på pudset i morges… Stille og roligt vurderede vi, rådførte os hos min far, slog lidt mere puds af, fjernede et par mursten øverst. Men vi blev ikke meget klogere. Først på eftermiddagen kom to af Kaspers venner – de samme effektive venner, der var forbi sidste weekend. Jeg tror, de synes at det er sjovt at bryde ned, for uden skrupler gik de igang med hammer.

Halvanden time efter var næsten hele væggen slået i småstykker og kun det allernederste, hvor der ligger nogle vandrør, var tilbage. Støvet lå tykt på alle overflader og hang gråt i luften. Drengene væltede udenfor i den friske luft, nu var der ikke meget andet tilbage end at få skovlet alle murbrokkerne ud og kørt dem på lossepladsen. Vi gav drengene fri, de havde uden tvivl gjort dagens gode gerning! Efter en enkelt tur på lossepladsen (eftermiddag vel at mærke – om morgenen  kørte vi tre ture i streg) regnede det så meget, at vi også gav os selv fri. Der er stadig ingen varme ude i huset, så der er koldt nok i forvejen. Regnen ville blot gøre det koldere, så vi skyndte os hjem i den varme lejlighed.

Før, under og efter murens fald

 

Facebook

Kaos – hyr en entreprenør!

Da vi underskrev huset var det med en idé om, at der bare lige skulle laves lidt her og der. Det kunne da ikke være så svært! I starten gik det også ganske fint, men jo mere man får revet fra hinanden, desto mere viser der sig at skulle laves.

Først skulle der bare laves nyt badeværelse, køkkenet ville vi beholde indtil pengene var til et nyt. Men når nu der alligevel skal støbes til gulvvarme i badeværelset, så kan man jo lige så godt også få støbt til den gulvvarme, som man alligevel havde planlagt skulle være i køkkenet og gangen. Men det betyder jo så at man er nødt til at brække køkkenet ned, vælte de der pokkers bærende vægge, brække gulvet op i 75% af huset… Det er ren kaos!

I starten lagde vi en plan. Vi havde en idé om, at vi da sagtens kunne styre sådan et projekt selv. Men nu hvor både murer, VVS’er, tømrer og elektriker er inde over, så er det blevet noget af et spindelvæv! For hvem kan komme til hvornår, og hvad skal der være lavet først?!

Så altså… Vi har lidt sagt “fuck det” og hyret en entreprenør. Ja, han skal have penge for det og nej, det kunne ikke være anderledes. Vi var ikke længere konstruktive, det handlede mere om at tænke og overveje end faktisk at gøre noget ved tingene. Så han har nok lidt reddet vores røv – og vores hus.

Vi har ikke engang haft huset i én måned og vi kan allerede sige, at hvis vi kunne gøre det om, så havde vi hyret entreprenøren, allerede inden vi fik nøglerne. Det ender nok med at blive dyrt, men det er nok også det bedste vi har gjort for dette projekt. Man kan ikke både begge arbejde mere end fuldtid og samtidig styre et så omfattende projekt.

Facebook

Effektiv weekend

Endelig! Weekenden var super effektiv – mestendels takket være Kaspers to venner, der var forbi et par timer om lørdagen. Inden da syntes både Kasper og jeg, at det hele gik lidt langsomt og vi skulle nå meget i weekenden for at føle, at vi var bare lidt med.

Vi havde planlagt, hvad drengene skulle gå i gang med, men hurtigt fandt vi ud af, at de var geniale til at smadre ting! Den ene kastede sig derfor over at brække gulvet i det kommende badeværelse op, mens den anden slog løs på det gamle køkken. Vi havde egentlig regnet med, at køkkenet skulle gemmes, da vi nok ikke lige har råd til et nyt, men da vi så hvad der gemte sig bag skabene… Ad, det var ulækkert! Forestil jer årtiers snavs, krummer, hamsterlorte og ispapir i én god blanding. Føj! Vi kan da også sagtens klare os med campingkogeplader, en Weber på terrassen og håndvasken i bryggerset – intet problem! Spørg mig igen når vi har boet der en måneds tid…

Jeg brugte weekenden på at hive lofter ned – der gik helt sport i det! Det gik hurtigere og hurtigere, og larmede mere og mere – for tilsidst at bide mig bagi og med et brag faldt en loftsplade ned over min ene fod. Lige med hjørnet ned i foden…. Hold nu op hvor gør sådan noget skidt ondt! Og det blå mærke oven på min fod pynter ikke just. Nu er Kasper ellers ovenpå igen efter sin sygdom, så selvfølgelig skulle jeg skades! Det skal åbenbart ikke være nemt… (jeg kunne jo også bare bruge sikkerhedssko – forfængelig.dk)

Kommende badeværelse uden gulv. Næste weekend skal isoleringen fjernes, da der skal støbes gulv og lægges gulvvarme.

Kommende badeværelse uden gulv. Næste weekend skal isoleringen fjernes, da der skal støbes gulv og lægges gulvvarme.

Drengene godt i gang med at flå køkkenet fra hinanden.

Drengene godt i gang med at flå køkkenet fra hinanden.

Det gamle køkken - nu uden elementer

Det gamle køkken – nu uden elementer

Det gamle køkken - nu uden elementer

Det gamle køkken – nu uden elementer

Weekendens sidste projekt blev at få skelettet, der har holdt isolering i gang og køkken, ned.

Weekendens sidste projekt blev at få skelettet, der har holdt isolering i gang og køkken, ned.

Glad mand - endelig færdig for denne weekend!

Glad mand – endelig færdig for denne weekend!

Facebook

Den dag træerne forsvandt

Jeg kan huske, da jeg var barn og den store allé ude ved Rosengårdcentret var fyldt med kastanjer, men også lidt uhyggelig at gå igennem.

Da man byggede det nye IKEA, fældede man alle kastanjetræerne. Der var ikke længere plads til dem.

Sidste vinter var alle de store flotte træer i den ene side af Windelsvej pludselig fældet. Der skulle være plads til gadebelysning… Lygtepæle, hvor det alligevel kun er hveranden, der er tændt.

Sidste vinter hærgede en slem storm, der væltede halvdelen af de små vejsidetræer på vores vej. I dag er resten blevet fældet – de stod lidt i vejen. Det samme er lige sket inde på koncerthusgrunden. Der skal bygges en ny parkeringskælder, så træerne skulle væk.

På vores nye vej er der heller ingen træer. Jeg forestiller mig, at der engang var – ellers ville man vel ikke kalde det en allé?

Hvor vil jeg hen med det her? Jeg vil derhen, hvor det kommer til udtryk, hvor vanvittigt det er, at kommunen, private etc. bare fælder og fælder træer for et godt ord. “Jamen det stod  lige i vejen!” Nej, det gjorde det ikke. Dit byggeri kom i vejen!

Vi udleder stadig mere og mere CO2. Her hjælper det jo så absolut ikke, at vi går og fælder alle træerne.

Kære Odense Kommune, stop nu med at fælde alle de træer. Prøv om ikke I kan tænke bare en smule kreativt og bibeholde træerne. De er ikke kun gode for jorden og luften, de bidrager også til en pænt og grønt bybillede.

Jeg læste forleden et læserbrev i Fyens Stiftstidende. Læseren, der er bosiddende udenfor Odense, skrev, at han ikke længere brød sig om at besøge Odense. For en gangs skyld handlede det ikke om Thomas B. Thriges Gade, det handlede simpelthen om, at han synes, at Odense var blevet en grim by. Der var en træer til at forskønne og pynte på de grimme bygninger. Nu står byen bare rå og kold..

Odense Kommune og alle jer andre – tænk jer nu om!

Facebook

Det er også lidt sjovt…

Selvom Kasper mener, at det går alt for langsomt ude i huset, så sker der alligevel en del. Indtil videre har vi kun arbejdet derude i weekender, da vi begge har sent fri og energien på hverdage er minimal. Vi er dog så småt ved at forberede os på, at vi nok må tage nogle hverdagsaftener i brug..

Sidste weekend kom en veninde og hendes kæreste og hjalp med at tømme det gamle badeværelse. Holy Moses hvor kan der være mange brokker omkring et badekar! Det var jo seriøst både muret og boltet fast. Afløbet kunne vi ikke få skruet fra hinanden, så det endte med, at vi med en vinkelsliber måtte skære rundt om afløbet, før badekarret kom fri. Nu står det på en mark i Brændekilde. Til sommer skal det bruges som fodertrug – total genbrug!

Men nu skulle alle de brokker jo altså også lige køres på lossepladsen. Og vi havde jo ikke kun brækket et badekar fra hinanden.Kaspers svoger kom også lige forbi og hamrede en lille væg ned.. Hele sidste søndag gik derfor med at køre brokker væk. Min mor hjalp med første læs, mens jeg var alene om andet læs. Kasper er frisk igen, men han har en beskadiget diskus, så han kan ikke løfte for meget (hvad er det egentlig vi har rodet os ud i?!). Anyway, mens jeg står oppe i trailer på lossepladsen og skovler brokker op i containeren, kommer en midaldrende mand hen til mig. “Er du alene om det der?” – “Jah…” – “Det er godt nok godt klaret!”. TAK, så voksede jeg lige 10 cm. og de trætte arme fik fornyet energi!

Selvom det er hårdt, så er det faktisk også lidt sjovt.. Lige nu i hvert fald, spørg mig igen om en måned!

I dag var VVS’eren forbi for at se stedet, inden han kan give et tilbud på al VVS-arbejdet – og der er meget! I korte træk:

  • Ny varmeveksler så vi kan få varmt vand
  • Gulvvarme i køkken/gang og bad
  • Alle installationer i bad
  • Klargøring til at bryggerset skal sættes i stand på et tidspunkt. Lige nu er hovedinstallationerne samlet i flere forskellige hjørner i bryggerset. Det skal samles ét sted så vidt muligt.

Tilbuddet får vi i næste uge, så vi har lige nogle dage til at blive klar til, at VVS’eren kan gå igang. Men det er der virkelig også brug for – både nogle dage og at VVS’eren kommer igang.

Bonusinfo: VVS’eren lagde ud med at spørge om vi havde købt et dødsbo – njah, ikke rigtig selvom det da godt kunne ligne. Lige nu ligner det mest, at der er faldet en bombe…

1255161

Entré med kig til køkken – før

Entré med kig til køkken - efter

Entré med kig til køkken – efter

Badeværelse - før

Badeværelse – før

Badeværelse - efter

Badeværelse – efter

Facebook

Små skridt

Der sker ikke de helt store ting ude i huset i hverdagen. Jeg arbejder og Kasper ligger stadig syg – ellers havde han også været på arbejde. Heldigvis tager mine forældre gerne et par timer derude med blandt andet tapetafrensning og nedtagning af lamper.

I weekenden skal loftet i entréen/vindfanget brækkes ned, spartles og males. Derefter skal der en ny lampe op og så er der da lidt pænt at se på. Derudover kommer en fantastisk veninde og hjælper med at brække badekarret frit, da jeg tvivler på, at Kasper bliver fit for fight til at kunne arbejde i huset i weekenden.

Så det går fremad, men med små skridt.

2014-11-04 19.31.35

Væk med al tapeten i det kommende badeværelse

Væk med al tapeten i det kommende badeværelse

Væk med al tapeten i det kommende badeværelse

Første sæk tapet - mange flere på vej

Første sæk tapet – mange flere på vej

Facebook

Den første solnedgang

Den første solnedgang set fra det nye hus - lad der komme mange flere af dem.

Den første solnedgang set fra det nye hus – lad der komme mange flere af dem.

Facebook