Category Archives: Haven

Kristi Himmelfart

Det sidste halve år har der været en smule pres på, når en ferie eller forlænget weekend nærmede sig. Det gjaldt om at nå mest muligt i huset, så vi kunne holde fri på hverdagsaftener. Men nu bor vi her og denne Kr. Himmelfartsferie er sat af til….ingenting og alting – kun lige præcis det vi har lyst til.

Jeg startede dagen ud med brunch med en veninde i Middelfart og efterfølgende gåtur i solen på havnepromenaden. Da jeg vendte snuden mod Odense, fik jeg lokket Kasper til, at vi skulle en tur på planteskole. Han havde slået græsset, mens jeg var afsted, så resten af dagen var åben for os begge.

Frankfri planteskole er et slaraffenland! Vi kunne sagtens have købt os mere fattig end vi gjorde, men der skulle jo også være en mening med galskaben – ellers må vi bare en tur derud igen.

Planen var blomster og planter til terrassen. Gamle skulle kasseres og nye skulle til. Hurtigt gik resten af eftermiddagen med at plante i potter og krukker – og ikke mindst blive enige om, hvor pokker alle de krukker skal stå henne! Vi er ikke enige endnu… Men det pynter alligevel gevaldigt derude.

2015-05-14 15.12.26-2 2015-05-14 16.53.54

Facebook

Havenisser #2

2015-05-04 19.20.53

Få dage efter at de første havenisser havde været på spil sidste weekend, tikkede der en sms ind på min telefon midt i arbejdstiden. To nye havenisser var i gang i haven! Denne gang gik det ud over græsplænen, der trængte gevaldigt. Da vi overtog huset i oktober havde vi ingen græsslåmaskine. Lige inden jul donerede Kaspers moster os en benzindreven en af slagsen, men uden benzin gik den ikke og så faldt der sne… Så vi havde lige som ikke rigtig fået ordnet den plæne i et stykke tid. Næste skridt ville blive at slå det med en le…

Heldigvis fik svigermor og svigermoster bugt med plænen, og det eneste vi selv skulle gøre var at rive det løse græs sammen – HURRA!

2015-05-04 19.23.10
2015-05-04 19.24.02

Facebook

Havenisser #1

Den 1. maj havde vi ejet huset i præcis 6 måneder. Det betød samtidig 6 måneders hårdt renoveringsarbejde hver eneste weekend. Vi fejrede det med at vende ryggen til hele byggeprojektet og smutte på weekendtur til Flensborg.

Mens vi var væk, indtog små havenisser vildnisset i baghaven.

Da vi overtog huset, var hækken rundt i hele baghaven meget misligholdt. Huset havde været udlejet i 6 år inden vi overtog det, men desværre havde ingen af lejerne vedligeholdt haven. Det havde resulteret i, at vores ene terrasse var fuldstændig blottet for naboen. Hækken var væk og privatliv var blevet en by i Rusland.

Over weekenden plantede havenisserne nye, fine hækplanter i en meters højde. Liguster it is – så de skulle gro som bare pokker! Vi glæder os til, at haven igen er afskærmet for naboer og andre nysgerrige blikke.

Et godt tip: hækplanter er måske ikke den største udskrivning, men det er muligt at finde dem en smule billigere ved at købe hos nogen, der alligevel har købt for mange. Vi fandt vores i en havegruppe på facebook.
2015-05-04 21.41.37
2015-05-04 19.59.52

Nede i jorden dukkede pludselig en skildpadde frem...

Nede i jorden dukkede pludselig en skildpadde frem…

Facebook

Den første uge

 

2015-04-23 19.32.33

Vi har nu boet i huset i lidt mere end en uge. Vi har fået os en hverdag, vi lever med campingkøkkenet og vi har vænnet os til, at naboerne efter mørkets frembrud kan se toppen af os i bad.

Men det føles stadig ikke helt som hjem. Her er stadig møgbeskidt og det er umuligt at gøre rent, før det sidste gulv er lagt. Det gamle murstøv ligger stadig på alle flader og noget af det er komplet umuligt at få af. Skidtet sidder simpelthen fast!

Den forgangne uge er gået med at lære husets lyde at kende og ikke tro, at alle Odenses tyve er ved at bryde ind, bare fordi det lyder som om der går nogen på taget…det er bare en due!

Vi elsker vores lille base, vores lille hjem, men der må heller ikke gå for længe før det gulv bliver lagt, så vi kan komme støvet til livs.

I mens nyder vi de fineste solnedgange og udsigten til egen have!

2015-04-18 15.58.54

Facebook

Haven

2015-04-18 11.25.48

Til det lille hus på det lukkede vænge hører en kæmpe have – i min optik. Jeg er vokset op med et lille frimærke, så tæt på Odense centrum som en have næsten kan komme. Men hvilket frimærke…det har rummet både gynge, pæretræ, æbletræ, legehus, sandkasse, køkkenhave og fritgående marsvin. Efter vi unger er flyttet hjemmefra, er de fleste ovennævnte forsvundet og erstattet med fine bede og et lille vandhul. Træerne er der stadig.

Haven er min mors værk. Hun elsker det lille frimærke, passer og plejer, ordner og gør ved. Ikke så mærkeligt at hun altid er en del mere solbrændt end os andre. Nu har hun så kastet sine kyndige hænder på vores boldbane. Det er den vel nærmest i forhold til min barndoms have. Og hun har fået nok at se til! Haven trænger til en gennemgribende oprydning, så den gamle flotte have kan komme frem igen. En have der ikke har været passet ordentligt i 8 år, er en smule kaotisk og tilgroet… Men hun synes, at det er sjovt, hende mutti. Derfor har hun også udnævnt sig selv til havearkæolog og såmænd startet en tilhørende blog!

Skulle man være interesseret i have eller bare have lyst til at snage lidt mere i det her forstadsliv, så læg da lige vejen forbi hendes blog.

Facebook