Category Archives: Badeværelse

2 uger til indflytning – forhåbentlig

2015-03-14 14.10.00

Nyspartlede vægge og loft i køkkenet

Der er nu kun lidt over 2 uger til, at vi forhåbentlig kan flytte ind i huset. Alle arbejder på højtryk for at det lykkes, og vi er rørte og dybt taknemlige over al den hjælp. Der er ingen problemer i at bo ved mine forældre, men vi er ved at være mere end klar til at rykke ind i huset, pakke vores ting ud og ikke længere bo i en kuffert.

Vores boligsituation tager hårdt på os begge, og vi skiftes til at have gode og dårlige dage. De sidste 14 dage har jeg været delvist lagt ned af stress. Jeg havde jo nok set det komme; lidt for ofte syg, lidt for meget hovedpine blandet med kvalme og svimmelhed. Det resulterede i et kraftigt migræneanfald med synsforstyrrelser forrige uge. Først kom synsforstyrrelserne, det var som havde jeg kigget mod solen i lidt for lang tid. Mine arme og ben føltes fluffy og snurrende. En god kollega sendte mig til lægen, der sendte mig videre hjem i seng. Der lå jeg så i fire dage, kun afbrudt af lidt arbejde i huset og et venindebesøg. Jeg er endnu ikke på toppen og er dagligt svimmel. Efter endnu et besøg hos lægen er jeg blevet beordret at skære ned på aktiviteterne – men det er vist nemmere sagt end gjort!

Vi har dog taget konsekvensen og afsat en slat penge til Bruno, den flinke maler vi har hyret til at ordne loft og vægge i badeværelset samt loft i køkkenet. Han og hans lille team er nu godt i gang, og det er en glæde at komme ud i huset og se dagens fremskridt. De gør et virkelig godt stykke arbejde og vi har genfundet troen på, at vi nok skal nå indflytning til påske.

Da alt det hårde og presserende arbejde med vægge og lofter nu er udliciteret, kan vi koncentrere os om alt det andet, der også skal gøres i sådan et hus. Vi har derfor brugt weekenden på at færdigmale soveværelset, afdampe lidt tapet, feje terrassen og forhaven, gøre rent i bryggerset (der lå et tykt lag støv og mur-smulder) og hænge vores nye husnummerskilt op. Det har været fantastisk med en weekend, hvor vi faktisk kan stå oprejst søndag aften. Selvom weekenden er gået lynende hurtigt, så har den været hyggelig og ikke fyldt med stress over, at pudsen ikke vil sidde fast på væggen, og at filten ikke vil klæbe til loftet.

2015-03-14 14.09.41

Nyspartlede vægge og loft i køkkenet. Der kommer køkkenskabe under vinduerne, så væggene der bliver ikke spartlet.

2015-03-14 14.10.17

Nyspartlede vægge på badeværelset.

2015-03-14 14.12.49

Ny- og færdigmalet soveværelse! Vinduerne mangler dog…

Facebook

Sygdom, muffins & fantastisk pæne klinker

Er denne weekend ikke gået betydeligt hurtigere end andre?! Jeg brugte lørdagen i sengen efter at have kæmpet mig gennem arbejdsdagene siden tirsdag med snotnæse og en hals beklædt med sandpapir. Kasper og min far tog tjansen med soveværelsesprojektet. Der skulle grundes, efter at vi sidste weekend fik fuldspartlet. Først når grunderen var tør, kunne vi sætte filt op. Det blev søndagens projekt.

Med en stemme der snildt kunne udkonkurrere en storrygers, var jeg med i huset i dag. For os er det lidt en milepæl, at vi nu kan sætte filt op – så er der jo snart kun malingen tilbage. Så selvfølgelig skulle jeg være med til at sætte filt op! En sød veninde og dertilhørende søde familie kom forbi med nybagte muffins, og så var det lige lidt nemmere at klare resten af arbejdsdagen. Hjemme igen røg jeg igen under dynen og ender nok med en sygedag i morgen.

I løbet af weekenden har vi kunne betragte de flotte, nylagte klinker i både køkken og badeværelse. Der mangler blot at blive fuget samt opsat et par kantklinker i badeværelset – det er lidt vildt!

2015-02-20 15.46.33 2015-02-20 15.46.53 2015-02-20 15.47.11

Planen for den kommende uge er, at mureren mandag fuger i badeværelset og køkkenet. Tirsdag, onsdag og torsdag kommer tømreren og sætter gipsloft op, laver cisternekasse (kassen rundt om cisternen på ovenstående billede) samt laver forarbejdet til at kunne lægge det nye trægulv. I weekenden skal vi selv sætte resten af filtet op i soveværelset. Det bliver en vild uge!

Facebook

Husejerne der ville vide, hvorfor deres hus lugtede af lort

Ikke at forveksle med den uheldige muldvarp hvorpå nogen havde placeret en bæ. Men det er da næsten det samme.

Lige siden vi overtog huset har vores gæstetoilet haft en klam lugt af bæ og kloak. Vi har skrubbet, skuret, afkalket og hældt litervis af rengøringsmiddel i det gamle toilet. Lige lidt hjalp det og jeg ville hellere holde mig, end gå derud de dage vi arbejdede i huset. Men forleden fik vi nok, det er jo tydeligt, at der er noget galt med det lille toilet. Jeg satte mig derfor til at google – det skal man passe på med. Lynhurtigt kunne jeg jo læse diverse skrækhistorier, og det var lige før, jeg gravede nummeret til ejerskifteforsikringen frem, for det her kunne kun blive dyrt!

Løsningen blev først og fremmest at få fat på VVS’eren og lokke ham til at lægge vejen forbi og tjekke forholdene. Nogle timer senere ringede ham med en diagnose: manglende tætningsliste – toilettet er installeret forkert, og der er direkte forbindelse til kloakken og deraf lugten af bæ. VVS’eren tilbød at lave det snarest og derudover kunne vi lige få et nyt, brugt toilet med i købet. Hurra! Og det bedste af det hele; prisen – 1.200,- bobs og så er vi både af med lugten af lort og det gamle toilet (der faktisk er ustyrligt klamt!).

Planen er, at vi om nogle år – når økonomien så småt er ved at være fornuftig igen efter denne omgang – vil sætte det lille toilet helt i stand. Men da der kan gå alt mellem 5 og 10 år vurderede vi, at vi hellere måtte takke ja til det nye, brugte toilet. Drømmen for toilettet er nedenstående – det kunne være så fint!

Billede fundet på Pinterest

Billede fundet på Pinterest

Facebook

Fornemmelsen af et badeværelse

Vi kan så småt fornemme, hvordan det færdige badeværelse kommer til at tage sig ud. Vi har hele tiden været spændte på, hvordan klinkerne på gulvet ville passe ind i rummet. Vi har til gulvet valgt 60×60-klinker, mens væggene i brusenichen får 30×60-klinker. Mureren har netop lagt klinkerne på i brusenichen og lidt af gulvet – og det ser da ret så fint ud!

2015-02-16 16.49.24

I næste uge kommer tømreren og laver cisternekassen. Først derefter kan mureren lægger de sidste klinker på gulvet i badeværelset, men mon ikke der er meget andet, han også kan lave – fx lidt klinker på køkkengulvet. Når nu vi er ved mureren – ham har vi godt nok været heldige med! Han har overblik, informerer os, lader os stille alle de dumme spørgsmål (og han svarer), holder de andre håndværker lidt i ørerne og vigtigst af alt, så er han ret god til det med beton, puds og klinker!

 

Facebook

Fra børneværelse til badeværelse

Det der med at renovere et helt hus på den allermest voldsomme og omfattende måde man kan forestille sig kan ofte trække rigtig mange tænder ud. Det kan gøre ondt, det kan bløde og det kan så sandelig også betyde en pokkers masse tårer – glædestårer, frustrationstårer, vredetårer og udmattelsestårer. Men nogle gange opdager man, hvor langt vi egentlig er nået.

Vi har taget mange billeder undervejs i projektet. Langt de fleste er drøn elendige iPhone-billeder, men det gør ikke noget. De skal ikke bruges til en boligreportage, de skal blot bruges til at minde os selv om, at det faktisk går den helt rigtige vej og at vi er kommet endnu et lille stykke ad den meget lange vej til det færdige resultat.

Jeg sad netop og kiggede billeder igennem, da jeg oplevede følelsen af, at det her faktisk går pisse godt! Jovist går det lidt langsomt med istandsættelse af soveværelset, der laver vi jo det hele selv, men se nu lige resten – det går jo lynende stærkt! Nedenstående billeder viser præcis samme hjørne i huset. Fra det var et børneværelse med hems og mørke listelofter. Til vi rev gulvet af og åbnede op til krybekælderen, hvorefter der blev støbt og lagt gulvvarme. Til nu hvor brusenichen har fået en omgang ny puds og vådrumsmembran samt der er lagt de første rækker af klinker på gulvet. Tænk sig at det faktisk er det samme hjørne i det samme værelse indenfor en tidsperiode på kun 2,5 måned.

Collagebruseniche2 Collagebruseniche

Facebook

Snevejr i forstaden

Snevejr i forstaden

Snevejr i forstaden

Jamen se nu hvor fint det lille hus kan tage sig ud! Lidt sne pynter væsentligt på det skrot, der engang bliver til vores lille slot.

For første gang var vi i dag ude i huset og arbejde på en hverdag efter arbejde. Vi er gået i gang med at hjælpe mine forældre med istandsættelse af soveværelset, men det går bare ikke så stærkt, som vi gerne ville, at det skulle. Det er en lang proces at sætte sådan fire vægge + loft i stand, så lang en proces at jeg på ingen måde kan huske, hvilke steps vi har været igennem, og hvilke vi mangler – hurra for min far!

Udover at knokle med væggene skulle vi også lige inspicere badeværelset. I søndags opdagede Kasper, at VVS’eren ikke helt har overholdt tegningen for installationer og inventar i badeværelset. Det betyder, at fra kanten af brusenichen er det hele lige rykket 10 cm til højre. Heldigvis havde vi i forvejen sat ekstra plads af, så det hele ikke sad for tæt, så forhåbentlig bliver det ikke et problem. Men det er da møgirriterende! Derudover ringede mureren i dag og spurgte, om vi havde lagt mærke til, at brusearmaturet sidder temmelig højt – mere præcist 30 cm for højt! Normalt er der ca. 90 cm fra gulv til armatur, i vores bruseniche er der 120 cm. Pis! Gulvet er jo støbt nu, så det kan ikke bare lige laves om, men heldigvis lød mureren ikke specielt bekymret, han ville dog gerne lige ringe til VVS’eren og gøre ham opmærksom på fejlen. Suk… Vi vil så skrive en mail til ham en af dagene og gøre ham opmærksom på den anden fejl. Træls med de to fejl – han er ellers super effektiv (måske for meget?!) og overholder alle aftaler – undtagen lige placeringen af inventar og armatur. Øv!

Istedet for fejlene vendte vi blikket mod køkkenet og den nye åbning ind til stuen – det bliver så godt, når det engang står færdigt! Indtil da pynter sneen gevaldigt udenfor og skjuler alt det byggeaffald, der roder i forhaven.

Facebook

Et hus med gulv

Det går lynende stærkt med renoveringen lige nu! I mandags lagde mureren isolering og rionet i krybekælderen i både køkken og bad, tirsdag morgen var VVS’eren forbi og lagde pex-rør til gulvvarmen og i dag, torsdag, har mureren støbt gulvet i køkken og bad. Det er lige før, vi ikke kan følge med!

Tirsdag eftermiddag ringede mureren. Han ville bare lige vide, om vi havde fundet et trægulv, da højden på støbningen afhænger af tykkelsen på trægulvet. Bum nej, så langt var vi ikke lige nået. Jovist, vi havde da kigget på nogle valgmuligheder, men absolut ikke besluttet os endeligt! Mureren skulle dog have besked senest onsdag aften, da han havde bestilt cementbil til torsdag morgen. Vi fik pludselig en smule travlt..

Onsdag ringede mureren igen. Han ville lige have et hurtigt møde med os ude i huset, da han ville være sikker på, hvordan brusenichen skulle støbes – hvor lang skulle den være, ville vi have kant eller flydende fald osv. Endnu flere beslutninger der skulle træffes meget hurtigt. Men det hele gik som det skulle og i eftermiddags kunne vi inspicere dagens arbejde – et møgflot betongulv! Det er lige før, vi kan føle os helt lykkelige bare på grund af et betongulv – men det er nok mere det faktum, at det nu er opbygning fremfor nedbrydning.

Collage1

Facebook

Effektiv weekend

Endelig! Weekenden var super effektiv – mestendels takket være Kaspers to venner, der var forbi et par timer om lørdagen. Inden da syntes både Kasper og jeg, at det hele gik lidt langsomt og vi skulle nå meget i weekenden for at føle, at vi var bare lidt med.

Vi havde planlagt, hvad drengene skulle gå i gang med, men hurtigt fandt vi ud af, at de var geniale til at smadre ting! Den ene kastede sig derfor over at brække gulvet i det kommende badeværelse op, mens den anden slog løs på det gamle køkken. Vi havde egentlig regnet med, at køkkenet skulle gemmes, da vi nok ikke lige har råd til et nyt, men da vi så hvad der gemte sig bag skabene… Ad, det var ulækkert! Forestil jer årtiers snavs, krummer, hamsterlorte og ispapir i én god blanding. Føj! Vi kan da også sagtens klare os med campingkogeplader, en Weber på terrassen og håndvasken i bryggerset – intet problem! Spørg mig igen når vi har boet der en måneds tid…

Jeg brugte weekenden på at hive lofter ned – der gik helt sport i det! Det gik hurtigere og hurtigere, og larmede mere og mere – for tilsidst at bide mig bagi og med et brag faldt en loftsplade ned over min ene fod. Lige med hjørnet ned i foden…. Hold nu op hvor gør sådan noget skidt ondt! Og det blå mærke oven på min fod pynter ikke just. Nu er Kasper ellers ovenpå igen efter sin sygdom, så selvfølgelig skulle jeg skades! Det skal åbenbart ikke være nemt… (jeg kunne jo også bare bruge sikkerhedssko – forfængelig.dk)

Kommende badeværelse uden gulv. Næste weekend skal isoleringen fjernes, da der skal støbes gulv og lægges gulvvarme.

Kommende badeværelse uden gulv. Næste weekend skal isoleringen fjernes, da der skal støbes gulv og lægges gulvvarme.

Drengene godt i gang med at flå køkkenet fra hinanden.

Drengene godt i gang med at flå køkkenet fra hinanden.

Det gamle køkken - nu uden elementer

Det gamle køkken – nu uden elementer

Det gamle køkken - nu uden elementer

Det gamle køkken – nu uden elementer

Weekendens sidste projekt blev at få skelettet, der har holdt isolering i gang og køkken, ned.

Weekendens sidste projekt blev at få skelettet, der har holdt isolering i gang og køkken, ned.

Glad mand - endelig færdig for denne weekend!

Glad mand – endelig færdig for denne weekend!

Facebook

Det er også lidt sjovt…

Selvom Kasper mener, at det går alt for langsomt ude i huset, så sker der alligevel en del. Indtil videre har vi kun arbejdet derude i weekender, da vi begge har sent fri og energien på hverdage er minimal. Vi er dog så småt ved at forberede os på, at vi nok må tage nogle hverdagsaftener i brug..

Sidste weekend kom en veninde og hendes kæreste og hjalp med at tømme det gamle badeværelse. Holy Moses hvor kan der være mange brokker omkring et badekar! Det var jo seriøst både muret og boltet fast. Afløbet kunne vi ikke få skruet fra hinanden, så det endte med, at vi med en vinkelsliber måtte skære rundt om afløbet, før badekarret kom fri. Nu står det på en mark i Brændekilde. Til sommer skal det bruges som fodertrug – total genbrug!

Men nu skulle alle de brokker jo altså også lige køres på lossepladsen. Og vi havde jo ikke kun brækket et badekar fra hinanden.Kaspers svoger kom også lige forbi og hamrede en lille væg ned.. Hele sidste søndag gik derfor med at køre brokker væk. Min mor hjalp med første læs, mens jeg var alene om andet læs. Kasper er frisk igen, men han har en beskadiget diskus, så han kan ikke løfte for meget (hvad er det egentlig vi har rodet os ud i?!). Anyway, mens jeg står oppe i trailer på lossepladsen og skovler brokker op i containeren, kommer en midaldrende mand hen til mig. “Er du alene om det der?” – “Jah…” – “Det er godt nok godt klaret!”. TAK, så voksede jeg lige 10 cm. og de trætte arme fik fornyet energi!

Selvom det er hårdt, så er det faktisk også lidt sjovt.. Lige nu i hvert fald, spørg mig igen om en måned!

I dag var VVS’eren forbi for at se stedet, inden han kan give et tilbud på al VVS-arbejdet – og der er meget! I korte træk:

  • Ny varmeveksler så vi kan få varmt vand
  • Gulvvarme i køkken/gang og bad
  • Alle installationer i bad
  • Klargøring til at bryggerset skal sættes i stand på et tidspunkt. Lige nu er hovedinstallationerne samlet i flere forskellige hjørner i bryggerset. Det skal samles ét sted så vidt muligt.

Tilbuddet får vi i næste uge, så vi har lige nogle dage til at blive klar til, at VVS’eren kan gå igang. Men det er der virkelig også brug for – både nogle dage og at VVS’eren kommer igang.

Bonusinfo: VVS’eren lagde ud med at spørge om vi havde købt et dødsbo – njah, ikke rigtig selvom det da godt kunne ligne. Lige nu ligner det mest, at der er faldet en bombe…

1255161

Entré med kig til køkken – før

Entré med kig til køkken - efter

Entré med kig til køkken – efter

Badeværelse - før

Badeværelse – før

Badeværelse - efter

Badeværelse – efter

Facebook

Små skridt

Der sker ikke de helt store ting ude i huset i hverdagen. Jeg arbejder og Kasper ligger stadig syg – ellers havde han også været på arbejde. Heldigvis tager mine forældre gerne et par timer derude med blandt andet tapetafrensning og nedtagning af lamper.

I weekenden skal loftet i entréen/vindfanget brækkes ned, spartles og males. Derefter skal der en ny lampe op og så er der da lidt pænt at se på. Derudover kommer en fantastisk veninde og hjælper med at brække badekarret frit, da jeg tvivler på, at Kasper bliver fit for fight til at kunne arbejde i huset i weekenden.

Så det går fremad, men med små skridt.

2014-11-04 19.31.35

Væk med al tapeten i det kommende badeværelse

Væk med al tapeten i det kommende badeværelse

Væk med al tapeten i det kommende badeværelse

Første sæk tapet - mange flere på vej

Første sæk tapet – mange flere på vej

Facebook