Category Archives: Renovering

Nyt køkken

Køkken1

Nøj hvor har det været længe undervejs! Men endelig – endelig – er vi blevet enige med HTH om en pris på vores nye køkken.

Først skulle vi bare lige flytte ind, så ville vi bestille køkkenet. Pludselig røg opsparingen på halv-uforudsete ting og så blev køkkendrømmen lidt mere utydelig. Så fik vi af banken tilbudt at omlægge vores realkreditlån, men da vi ikke kunne gå mere end en enkelt procent ned, blev den idé også hurtigt droppet. Så meget ville vi trods alt ikke få ud af at omlægge lånet. Men nu ser det hele lidt lysere ud, og på tirsdag underskriver vi købsaftalen på vores nye køkken – jubii!

Facebook

Nyt gulv

Endelig er den sidste, slemme rest byggeplads væk. Det nye gulv er på plads og det er blevet mægtig flot!

Vores tømrer var ellers kommet lidt på arbejde, da han skulle få gulvet til at passe med nye klinker på den ene side og et gammelt parketgulv på den anden side. Men det er lykkedes ham og det er tilmed blevet ret pænt at se på. Nu mangler der bare den sidste finish i form af gummifuger og fodpaneler, der skal males. Men det er småting!

Det nye gulv betyder nemlig, at vi nu kan gøre rent. Vi kan støvsuge og vaske gulv, og så kan vi gå rundt på strømpefødder indenfor – jubii! Slut med tonsvis af støv over alt – byggestøv that is, normalt dagligdagsstøv kommer vi nok aldrig af med, haha.

Gulvet er et rimelig billigt lamelparket fra Bauhaus. Det samme er fodpanelerne. Det tog vores tømrer en arbejdsdag at lægge gulvet.

2015-05-18 22.03.49

Det gamle undergulv.

2015-05-18 22.04.08

Det gamle undergulv.

2015-05-19 16.53.11

Nyt lamelparket.

2015-05-19 16.52.29

Nyt lamelparket.

2015-05-19 16.53.27

Nyt lamelparket.

Facebook

Det’ en kat

Måren Mårten er en kat! Vi så den selv forleden, efter den havde boltret sig på vores tag. Ude på halvtaget knagede det højt og i lyskeglen fra min telefon, sad en kat.. Ja ja, det er da bedre end Måren Mårten, men ikke nær så spændende.

Så tilbage til ligusterhækken og forstadsidyllen… Ligusterhækken har det faktisk ganske glimrende og nyder godt af al den regn – vi andre, not so much!

Der sker dog en smule spændende i forstaden. I morgen kommer vores tømrer og lægger det sidste gulv. Dermed slettes de sidste beskidte og støvede spor (vi glemmer lige al støvet i bryggerset) efter den store ombygning. Jeg glæder mig! Bygge-bo-i-rod-støv-og-flyttekasser-stress er ikke lige min kop te.

Facebook

Den første uge

 

2015-04-23 19.32.33

Vi har nu boet i huset i lidt mere end en uge. Vi har fået os en hverdag, vi lever med campingkøkkenet og vi har vænnet os til, at naboerne efter mørkets frembrud kan se toppen af os i bad.

Men det føles stadig ikke helt som hjem. Her er stadig møgbeskidt og det er umuligt at gøre rent, før det sidste gulv er lagt. Det gamle murstøv ligger stadig på alle flader og noget af det er komplet umuligt at få af. Skidtet sidder simpelthen fast!

Den forgangne uge er gået med at lære husets lyde at kende og ikke tro, at alle Odenses tyve er ved at bryde ind, bare fordi det lyder som om der går nogen på taget…det er bare en due!

Vi elsker vores lille base, vores lille hjem, men der må heller ikke gå for længe før det gulv bliver lagt, så vi kan komme støvet til livs.

I mens nyder vi de fineste solnedgange og udsigten til egen have!

2015-04-18 15.58.54

Facebook

2 uger til indflytning – forhåbentlig

2015-03-14 14.10.00

Nyspartlede vægge og loft i køkkenet

Der er nu kun lidt over 2 uger til, at vi forhåbentlig kan flytte ind i huset. Alle arbejder på højtryk for at det lykkes, og vi er rørte og dybt taknemlige over al den hjælp. Der er ingen problemer i at bo ved mine forældre, men vi er ved at være mere end klar til at rykke ind i huset, pakke vores ting ud og ikke længere bo i en kuffert.

Vores boligsituation tager hårdt på os begge, og vi skiftes til at have gode og dårlige dage. De sidste 14 dage har jeg været delvist lagt ned af stress. Jeg havde jo nok set det komme; lidt for ofte syg, lidt for meget hovedpine blandet med kvalme og svimmelhed. Det resulterede i et kraftigt migræneanfald med synsforstyrrelser forrige uge. Først kom synsforstyrrelserne, det var som havde jeg kigget mod solen i lidt for lang tid. Mine arme og ben føltes fluffy og snurrende. En god kollega sendte mig til lægen, der sendte mig videre hjem i seng. Der lå jeg så i fire dage, kun afbrudt af lidt arbejde i huset og et venindebesøg. Jeg er endnu ikke på toppen og er dagligt svimmel. Efter endnu et besøg hos lægen er jeg blevet beordret at skære ned på aktiviteterne – men det er vist nemmere sagt end gjort!

Vi har dog taget konsekvensen og afsat en slat penge til Bruno, den flinke maler vi har hyret til at ordne loft og vægge i badeværelset samt loft i køkkenet. Han og hans lille team er nu godt i gang, og det er en glæde at komme ud i huset og se dagens fremskridt. De gør et virkelig godt stykke arbejde og vi har genfundet troen på, at vi nok skal nå indflytning til påske.

Da alt det hårde og presserende arbejde med vægge og lofter nu er udliciteret, kan vi koncentrere os om alt det andet, der også skal gøres i sådan et hus. Vi har derfor brugt weekenden på at færdigmale soveværelset, afdampe lidt tapet, feje terrassen og forhaven, gøre rent i bryggerset (der lå et tykt lag støv og mur-smulder) og hænge vores nye husnummerskilt op. Det har været fantastisk med en weekend, hvor vi faktisk kan stå oprejst søndag aften. Selvom weekenden er gået lynende hurtigt, så har den været hyggelig og ikke fyldt med stress over, at pudsen ikke vil sidde fast på væggen, og at filten ikke vil klæbe til loftet.

2015-03-14 14.09.41

Nyspartlede vægge og loft i køkkenet. Der kommer køkkenskabe under vinduerne, så væggene der bliver ikke spartlet.

2015-03-14 14.10.17

Nyspartlede vægge på badeværelset.

2015-03-14 14.12.49

Ny- og færdigmalet soveværelse! Vinduerne mangler dog…

Facebook

Filt i lange baner

2015-02-28 16.55.41

Sidste weekend proklamerede jeg, at det ville blive en vild uge – det blev det i dén grad! Mureren fik fuget om mandagen og mangler nu kun kantklinker i badeværelset, tømreren nåede sin del af arbejdet i midten af ugen og i dag har vi knoklet med filt i soveværelset hele dagen.

Planen for denne weekend var blot at få sat filt op i soveværelset. Vi manglede to store vægge, den ene med to vinduer, samt loftet. Loftet tog en evighed! Vi var fire voksne mennesker, der alle stod på række inde i soveværelset og kunne have været medvirkende i musikvideoen til “Skub til taget”. Et kønt syn – men også et lettere kaotisk syn! Vi måtte flere gange tage en bane af, for at sætte den op igen – denne gang forhåbentlig uden buler. Vi var pludselig rimelig enige om, at det med selv at spartle skruer og sætte filt op i køkken/gang, ikke på nogen måde var realistisk. Det er ingen sag at sætte filt op på vægge, men loftet…christ, det er dumt arbejde. Men vi klarede det og mangler nu kun en enkelt væg + lysninger i soveværelset. Der er dog ikke mere filt og rulleklæber, så vi bliver måske nødsaget til at vente med den væg, til Flügger har åbent igen i næste uge (hvorfor har de dog ikke åbent om søndagen?! Det er anden gang, vi har brug for søndagsåbent).

Jeg har på intet tidspunkt været gode venner med filt i lange baner. Det er Kaspers speciale. Jeg er mere til, når det skal skæres til – de små detaljer. At sætte de lange baner op, har jeg hverken armkræfter eller tålmodighed til. Heldigvis har vi hver vores små områder, som vi er gode til – det er ret godt teamwork for amatører.

Men bare rolig, vi får ikke en dag på langs – der er en masse andet vi kan tage fat på. Fx væggene i badeværelset, de skal jo også lige ordnes, så vi også snart kan blive færdige derinde. Alle håndværkerne holder planen, det er nok mest os selv, vi kommer til at vente på i sidste ende – typisk :)

2015-02-28 16.56.05 2015-02-28 16.24.06 2015-02-25 17.50.35 2015-02-25 17.50.12

Facebook

Sygdom, muffins & fantastisk pæne klinker

Er denne weekend ikke gået betydeligt hurtigere end andre?! Jeg brugte lørdagen i sengen efter at have kæmpet mig gennem arbejdsdagene siden tirsdag med snotnæse og en hals beklædt med sandpapir. Kasper og min far tog tjansen med soveværelsesprojektet. Der skulle grundes, efter at vi sidste weekend fik fuldspartlet. Først når grunderen var tør, kunne vi sætte filt op. Det blev søndagens projekt.

Med en stemme der snildt kunne udkonkurrere en storrygers, var jeg med i huset i dag. For os er det lidt en milepæl, at vi nu kan sætte filt op – så er der jo snart kun malingen tilbage. Så selvfølgelig skulle jeg være med til at sætte filt op! En sød veninde og dertilhørende søde familie kom forbi med nybagte muffins, og så var det lige lidt nemmere at klare resten af arbejdsdagen. Hjemme igen røg jeg igen under dynen og ender nok med en sygedag i morgen.

I løbet af weekenden har vi kunne betragte de flotte, nylagte klinker i både køkken og badeværelse. Der mangler blot at blive fuget samt opsat et par kantklinker i badeværelset – det er lidt vildt!

2015-02-20 15.46.33 2015-02-20 15.46.53 2015-02-20 15.47.11

Planen for den kommende uge er, at mureren mandag fuger i badeværelset og køkkenet. Tirsdag, onsdag og torsdag kommer tømreren og sætter gipsloft op, laver cisternekasse (kassen rundt om cisternen på ovenstående billede) samt laver forarbejdet til at kunne lægge det nye trægulv. I weekenden skal vi selv sætte resten af filtet op i soveværelset. Det bliver en vild uge!

Facebook

Husejerne der ville vide, hvorfor deres hus lugtede af lort

Ikke at forveksle med den uheldige muldvarp hvorpå nogen havde placeret en bæ. Men det er da næsten det samme.

Lige siden vi overtog huset har vores gæstetoilet haft en klam lugt af bæ og kloak. Vi har skrubbet, skuret, afkalket og hældt litervis af rengøringsmiddel i det gamle toilet. Lige lidt hjalp det og jeg ville hellere holde mig, end gå derud de dage vi arbejdede i huset. Men forleden fik vi nok, det er jo tydeligt, at der er noget galt med det lille toilet. Jeg satte mig derfor til at google – det skal man passe på med. Lynhurtigt kunne jeg jo læse diverse skrækhistorier, og det var lige før, jeg gravede nummeret til ejerskifteforsikringen frem, for det her kunne kun blive dyrt!

Løsningen blev først og fremmest at få fat på VVS’eren og lokke ham til at lægge vejen forbi og tjekke forholdene. Nogle timer senere ringede ham med en diagnose: manglende tætningsliste – toilettet er installeret forkert, og der er direkte forbindelse til kloakken og deraf lugten af bæ. VVS’eren tilbød at lave det snarest og derudover kunne vi lige få et nyt, brugt toilet med i købet. Hurra! Og det bedste af det hele; prisen – 1.200,- bobs og så er vi både af med lugten af lort og det gamle toilet (der faktisk er ustyrligt klamt!).

Planen er, at vi om nogle år – når økonomien så småt er ved at være fornuftig igen efter denne omgang – vil sætte det lille toilet helt i stand. Men da der kan gå alt mellem 5 og 10 år vurderede vi, at vi hellere måtte takke ja til det nye, brugte toilet. Drømmen for toilettet er nedenstående – det kunne være så fint!

Billede fundet på Pinterest

Billede fundet på Pinterest

Facebook

Fornemmelsen af et badeværelse

Vi kan så småt fornemme, hvordan det færdige badeværelse kommer til at tage sig ud. Vi har hele tiden været spændte på, hvordan klinkerne på gulvet ville passe ind i rummet. Vi har til gulvet valgt 60×60-klinker, mens væggene i brusenichen får 30×60-klinker. Mureren har netop lagt klinkerne på i brusenichen og lidt af gulvet – og det ser da ret så fint ud!

2015-02-16 16.49.24

I næste uge kommer tømreren og laver cisternekassen. Først derefter kan mureren lægger de sidste klinker på gulvet i badeværelset, men mon ikke der er meget andet, han også kan lave – fx lidt klinker på køkkengulvet. Når nu vi er ved mureren – ham har vi godt nok været heldige med! Han har overblik, informerer os, lader os stille alle de dumme spørgsmål (og han svarer), holder de andre håndværker lidt i ørerne og vigtigst af alt, så er han ret god til det med beton, puds og klinker!

 

Facebook

Fra børneværelse til badeværelse

Det der med at renovere et helt hus på den allermest voldsomme og omfattende måde man kan forestille sig kan ofte trække rigtig mange tænder ud. Det kan gøre ondt, det kan bløde og det kan så sandelig også betyde en pokkers masse tårer – glædestårer, frustrationstårer, vredetårer og udmattelsestårer. Men nogle gange opdager man, hvor langt vi egentlig er nået.

Vi har taget mange billeder undervejs i projektet. Langt de fleste er drøn elendige iPhone-billeder, men det gør ikke noget. De skal ikke bruges til en boligreportage, de skal blot bruges til at minde os selv om, at det faktisk går den helt rigtige vej og at vi er kommet endnu et lille stykke ad den meget lange vej til det færdige resultat.

Jeg sad netop og kiggede billeder igennem, da jeg oplevede følelsen af, at det her faktisk går pisse godt! Jovist går det lidt langsomt med istandsættelse af soveværelset, der laver vi jo det hele selv, men se nu lige resten – det går jo lynende stærkt! Nedenstående billeder viser præcis samme hjørne i huset. Fra det var et børneværelse med hems og mørke listelofter. Til vi rev gulvet af og åbnede op til krybekælderen, hvorefter der blev støbt og lagt gulvvarme. Til nu hvor brusenichen har fået en omgang ny puds og vådrumsmembran samt der er lagt de første rækker af klinker på gulvet. Tænk sig at det faktisk er det samme hjørne i det samme værelse indenfor en tidsperiode på kun 2,5 måned.

Collagebruseniche2 Collagebruseniche

Facebook