Author Archives: Ida

Den første uge

 

2015-04-23 19.32.33

Vi har nu boet i huset i lidt mere end en uge. Vi har fået os en hverdag, vi lever med campingkøkkenet og vi har vænnet os til, at naboerne efter mørkets frembrud kan se toppen af os i bad.

Men det føles stadig ikke helt som hjem. Her er stadig møgbeskidt og det er umuligt at gøre rent, før det sidste gulv er lagt. Det gamle murstøv ligger stadig på alle flader og noget af det er komplet umuligt at få af. Skidtet sidder simpelthen fast!

Den forgangne uge er gået med at lære husets lyde at kende og ikke tro, at alle Odenses tyve er ved at bryde ind, bare fordi det lyder som om der går nogen på taget…det er bare en due!

Vi elsker vores lille base, vores lille hjem, men der må heller ikke gå for længe før det gulv bliver lagt, så vi kan komme støvet til livs.

I mens nyder vi de fineste solnedgange og udsigten til egen have!

2015-04-18 15.58.54

Facebook

Det primitive køkken

2015-04-23 16.25.11

Temmelig primitivt køkken!

Dengang vi lagde planer for hele ombygningsprocessen, regnede vi med, at vi ville beholde det gamle køkken midlertidigt. Den plan holdt hurtigt ikke vand og køkkenet røg ned sammen med murbrokkerne.

Nu er vi så der, hvor vi er flyttet ind i huset, men ikke har noget rigtigt køkken. “Vi har grillen, et køleskab og en microovn – vi skal nok klare os!” – HAH! Ja ja, vi har da også lånt et par campingkogeplader, der virker upåklageligt, men som det vanvittige ordensmenneske jeg er, så er jeg allerede – efter knap en uge i huset – ved at være rimelig træt af det der primitive køkken! For slet ikke at snakke om, at vi jo ikke engang har en køkkenvask. Næh nej, den daglige opvask klares i vores sprit nye håndvask på badeværelset – jeg er ikke fan!

Heldigvis er vi stadig velkomne hos mine forældre – selv efter de har holdt os ud non-stop i 4 måneder…ret godt klaret – så da de inviterede på hjemmelavede tarteletter, slog vi til! Lækker mad og ingen opvask – what’s not to like. Oven i købet med is til dessert – sådan noget sker heller ikke her på adressen, for så er man ret meget nødt til at have en fryser eller spise al isen på én gang…hvilket selvfølgelig heller ikke ville være helt skidt.

2015-04-22 18.10.51

Rimelig lækre tarteletter

Men altså, det er der rigtige køkken må nu ret gerne finde vej hertil ASAP!

Facebook

Haven

2015-04-18 11.25.48

Til det lille hus på det lukkede vænge hører en kæmpe have – i min optik. Jeg er vokset op med et lille frimærke, så tæt på Odense centrum som en have næsten kan komme. Men hvilket frimærke…det har rummet både gynge, pæretræ, æbletræ, legehus, sandkasse, køkkenhave og fritgående marsvin. Efter vi unger er flyttet hjemmefra, er de fleste ovennævnte forsvundet og erstattet med fine bede og et lille vandhul. Træerne er der stadig.

Haven er min mors værk. Hun elsker det lille frimærke, passer og plejer, ordner og gør ved. Ikke så mærkeligt at hun altid er en del mere solbrændt end os andre. Nu har hun så kastet sine kyndige hænder på vores boldbane. Det er den vel nærmest i forhold til min barndoms have. Og hun har fået nok at se til! Haven trænger til en gennemgribende oprydning, så den gamle flotte have kan komme frem igen. En have der ikke har været passet ordentligt i 8 år, er en smule kaotisk og tilgroet… Men hun synes, at det er sjovt, hende mutti. Derfor har hun også udnævnt sig selv til havearkæolog og såmænd startet en tilhørende blog!

Skulle man være interesseret i have eller bare have lyst til at snage lidt mere i det her forstadsliv, så læg da lige vejen forbi hendes blog.

Facebook

2 uger til indflytning – forhåbentlig

2015-03-14 14.10.00

Nyspartlede vægge og loft i køkkenet

Der er nu kun lidt over 2 uger til, at vi forhåbentlig kan flytte ind i huset. Alle arbejder på højtryk for at det lykkes, og vi er rørte og dybt taknemlige over al den hjælp. Der er ingen problemer i at bo ved mine forældre, men vi er ved at være mere end klar til at rykke ind i huset, pakke vores ting ud og ikke længere bo i en kuffert.

Vores boligsituation tager hårdt på os begge, og vi skiftes til at have gode og dårlige dage. De sidste 14 dage har jeg været delvist lagt ned af stress. Jeg havde jo nok set det komme; lidt for ofte syg, lidt for meget hovedpine blandet med kvalme og svimmelhed. Det resulterede i et kraftigt migræneanfald med synsforstyrrelser forrige uge. Først kom synsforstyrrelserne, det var som havde jeg kigget mod solen i lidt for lang tid. Mine arme og ben føltes fluffy og snurrende. En god kollega sendte mig til lægen, der sendte mig videre hjem i seng. Der lå jeg så i fire dage, kun afbrudt af lidt arbejde i huset og et venindebesøg. Jeg er endnu ikke på toppen og er dagligt svimmel. Efter endnu et besøg hos lægen er jeg blevet beordret at skære ned på aktiviteterne – men det er vist nemmere sagt end gjort!

Vi har dog taget konsekvensen og afsat en slat penge til Bruno, den flinke maler vi har hyret til at ordne loft og vægge i badeværelset samt loft i køkkenet. Han og hans lille team er nu godt i gang, og det er en glæde at komme ud i huset og se dagens fremskridt. De gør et virkelig godt stykke arbejde og vi har genfundet troen på, at vi nok skal nå indflytning til påske.

Da alt det hårde og presserende arbejde med vægge og lofter nu er udliciteret, kan vi koncentrere os om alt det andet, der også skal gøres i sådan et hus. Vi har derfor brugt weekenden på at færdigmale soveværelset, afdampe lidt tapet, feje terrassen og forhaven, gøre rent i bryggerset (der lå et tykt lag støv og mur-smulder) og hænge vores nye husnummerskilt op. Det har været fantastisk med en weekend, hvor vi faktisk kan stå oprejst søndag aften. Selvom weekenden er gået lynende hurtigt, så har den været hyggelig og ikke fyldt med stress over, at pudsen ikke vil sidde fast på væggen, og at filten ikke vil klæbe til loftet.

2015-03-14 14.09.41

Nyspartlede vægge og loft i køkkenet. Der kommer køkkenskabe under vinduerne, så væggene der bliver ikke spartlet.

2015-03-14 14.10.17

Nyspartlede vægge på badeværelset.

2015-03-14 14.12.49

Ny- og færdigmalet soveværelse! Vinduerne mangler dog…

Facebook

Nyt hus – nyt køkkengrej

Køkken

 

Ikke?! Det troede vi 😉 Om en måneds tid har jeg sidste arbejdsdag på mit nuværende arbejde og derfor skulle diverse personalerabatter jo udnyttes til fulde, mens tiden er. Vi brugte derfor lidt af søndag eftermiddag på at fylde en indkøbsvogn i Inspiration med alt det yderst nødvendige til vores nye køkken + lidt ekstra.

Selvom det gamle køkken er smidt på lossepladsen har vi gemt kogepladen. Uheldigvis er det induktion og det dur de gamle gryder ikke til, så der måtte nye ind- Fantastisk undskyldning for at udskifte de snart 10 år gamle Eva Trio-gryder, hvor kalk for længst har angrebet den ellers flotte, sorte yderside. Valget faldt på OBH Nordicas Supreme-serie.

Samlingen af Royal Copenhagen vokser stille og roligt. Som Kasper siger, så er det sådan et godt ønske til fødselsdag og jul. Men det er jo altid dejligt at kunne invitere gæster, så 3 dybe tallerkener blev også indkøbt, så den ene der hjemme kunne få lidt selskab.

Kage er altid godt, lagkage er dobbelt så godt, men en kage skal skæres ordentligt og da kagespaden fra Stelton længe har stået på ønskelisten, fik jeg også lov at købe den med hjem. – og den var endda sat ned med 50%!

Kasper fik også lov at få en enkelt ting – dog ikke til køkkenet. Han har i uendelige tider brokket sig over sin shaver, så når nu vi alligevel skulle gøre et godt indhug i opsparingen, måtte der jo også en ny shaver til. Cooltec, rensestation og afsindigt mange andre fancy ting – manden har fået nyt legetøj.

Pokkers materialistisk ja, men vi elskede det! En gang i mellem skal man have lov at brænde en slat penge af på lige netop det, man ønsker sig.

Facebook

Filt i lange baner

2015-02-28 16.55.41

Sidste weekend proklamerede jeg, at det ville blive en vild uge – det blev det i dén grad! Mureren fik fuget om mandagen og mangler nu kun kantklinker i badeværelset, tømreren nåede sin del af arbejdet i midten af ugen og i dag har vi knoklet med filt i soveværelset hele dagen.

Planen for denne weekend var blot at få sat filt op i soveværelset. Vi manglede to store vægge, den ene med to vinduer, samt loftet. Loftet tog en evighed! Vi var fire voksne mennesker, der alle stod på række inde i soveværelset og kunne have været medvirkende i musikvideoen til “Skub til taget”. Et kønt syn – men også et lettere kaotisk syn! Vi måtte flere gange tage en bane af, for at sætte den op igen – denne gang forhåbentlig uden buler. Vi var pludselig rimelig enige om, at det med selv at spartle skruer og sætte filt op i køkken/gang, ikke på nogen måde var realistisk. Det er ingen sag at sætte filt op på vægge, men loftet…christ, det er dumt arbejde. Men vi klarede det og mangler nu kun en enkelt væg + lysninger i soveværelset. Der er dog ikke mere filt og rulleklæber, så vi bliver måske nødsaget til at vente med den væg, til Flügger har åbent igen i næste uge (hvorfor har de dog ikke åbent om søndagen?! Det er anden gang, vi har brug for søndagsåbent).

Jeg har på intet tidspunkt været gode venner med filt i lange baner. Det er Kaspers speciale. Jeg er mere til, når det skal skæres til – de små detaljer. At sætte de lange baner op, har jeg hverken armkræfter eller tålmodighed til. Heldigvis har vi hver vores små områder, som vi er gode til – det er ret godt teamwork for amatører.

Men bare rolig, vi får ikke en dag på langs – der er en masse andet vi kan tage fat på. Fx væggene i badeværelset, de skal jo også lige ordnes, så vi også snart kan blive færdige derinde. Alle håndværkerne holder planen, det er nok mest os selv, vi kommer til at vente på i sidste ende – typisk :)

2015-02-28 16.56.05 2015-02-28 16.24.06 2015-02-25 17.50.35 2015-02-25 17.50.12

Facebook

Sygdom, muffins & fantastisk pæne klinker

Er denne weekend ikke gået betydeligt hurtigere end andre?! Jeg brugte lørdagen i sengen efter at have kæmpet mig gennem arbejdsdagene siden tirsdag med snotnæse og en hals beklædt med sandpapir. Kasper og min far tog tjansen med soveværelsesprojektet. Der skulle grundes, efter at vi sidste weekend fik fuldspartlet. Først når grunderen var tør, kunne vi sætte filt op. Det blev søndagens projekt.

Med en stemme der snildt kunne udkonkurrere en storrygers, var jeg med i huset i dag. For os er det lidt en milepæl, at vi nu kan sætte filt op – så er der jo snart kun malingen tilbage. Så selvfølgelig skulle jeg være med til at sætte filt op! En sød veninde og dertilhørende søde familie kom forbi med nybagte muffins, og så var det lige lidt nemmere at klare resten af arbejdsdagen. Hjemme igen røg jeg igen under dynen og ender nok med en sygedag i morgen.

I løbet af weekenden har vi kunne betragte de flotte, nylagte klinker i både køkken og badeværelse. Der mangler blot at blive fuget samt opsat et par kantklinker i badeværelset – det er lidt vildt!

2015-02-20 15.46.33 2015-02-20 15.46.53 2015-02-20 15.47.11

Planen for den kommende uge er, at mureren mandag fuger i badeværelset og køkkenet. Tirsdag, onsdag og torsdag kommer tømreren og sætter gipsloft op, laver cisternekasse (kassen rundt om cisternen på ovenstående billede) samt laver forarbejdet til at kunne lægge det nye trægulv. I weekenden skal vi selv sætte resten af filtet op i soveværelset. Det bliver en vild uge!

Facebook

Husejerne der ville vide, hvorfor deres hus lugtede af lort

Ikke at forveksle med den uheldige muldvarp hvorpå nogen havde placeret en bæ. Men det er da næsten det samme.

Lige siden vi overtog huset har vores gæstetoilet haft en klam lugt af bæ og kloak. Vi har skrubbet, skuret, afkalket og hældt litervis af rengøringsmiddel i det gamle toilet. Lige lidt hjalp det og jeg ville hellere holde mig, end gå derud de dage vi arbejdede i huset. Men forleden fik vi nok, det er jo tydeligt, at der er noget galt med det lille toilet. Jeg satte mig derfor til at google – det skal man passe på med. Lynhurtigt kunne jeg jo læse diverse skrækhistorier, og det var lige før, jeg gravede nummeret til ejerskifteforsikringen frem, for det her kunne kun blive dyrt!

Løsningen blev først og fremmest at få fat på VVS’eren og lokke ham til at lægge vejen forbi og tjekke forholdene. Nogle timer senere ringede ham med en diagnose: manglende tætningsliste – toilettet er installeret forkert, og der er direkte forbindelse til kloakken og deraf lugten af bæ. VVS’eren tilbød at lave det snarest og derudover kunne vi lige få et nyt, brugt toilet med i købet. Hurra! Og det bedste af det hele; prisen – 1.200,- bobs og så er vi både af med lugten af lort og det gamle toilet (der faktisk er ustyrligt klamt!).

Planen er, at vi om nogle år – når økonomien så småt er ved at være fornuftig igen efter denne omgang – vil sætte det lille toilet helt i stand. Men da der kan gå alt mellem 5 og 10 år vurderede vi, at vi hellere måtte takke ja til det nye, brugte toilet. Drømmen for toilettet er nedenstående – det kunne være så fint!

Billede fundet på Pinterest

Billede fundet på Pinterest

Facebook

Fornemmelsen af et badeværelse

Vi kan så småt fornemme, hvordan det færdige badeværelse kommer til at tage sig ud. Vi har hele tiden været spændte på, hvordan klinkerne på gulvet ville passe ind i rummet. Vi har til gulvet valgt 60×60-klinker, mens væggene i brusenichen får 30×60-klinker. Mureren har netop lagt klinkerne på i brusenichen og lidt af gulvet – og det ser da ret så fint ud!

2015-02-16 16.49.24

I næste uge kommer tømreren og laver cisternekassen. Først derefter kan mureren lægger de sidste klinker på gulvet i badeværelset, men mon ikke der er meget andet, han også kan lave – fx lidt klinker på køkkengulvet. Når nu vi er ved mureren – ham har vi godt nok været heldige med! Han har overblik, informerer os, lader os stille alle de dumme spørgsmål (og han svarer), holder de andre håndværker lidt i ørerne og vigtigst af alt, så er han ret god til det med beton, puds og klinker!

 

Facebook

Når verden står sammen

Egentlig har jeg rigtig mange grimme ord, som bare venter på at vælte ud af min mund og overfalde lørdagens terrorangrebs sympatisører. Jeg væmmes, når jeg ser en video på TV2, hvor den terrormistænktes “bror” udtaler, at hvis man tegner profeten med en bombe, så fortjener man at dø. Kvalmen vælder op i mig og alle de grimme ord presser endnu mere på for at komme ud og overdynge den såkaldte bror. Men jeg holder dem tilbage. Og det er ikke fordi jeg vil kues, at jeg holder de grimme ord tilbage. Det er nok nærmere et håb om ikke at synke ned på deres niveau.

Desværre er min forståelse ramt. Jeg forstår ikke, hvordan man kan blive så ekstrem, at man direkte mener, at andre fortjener at dø, blot fordi de for eksempel tegner profeten med en bombe. Jeg forstår ikke, at man kan blive så hjernevasket, at man kan fejltolke Koranen i sådan en grad, at man er villig til at slå ihjel og tilmed også selv blive dræbt blot på grund af en tegning.

Vi lever i 2015. Mennesket bør være klogere og mere rummelige. Der skal være plads til os alle sammen, men vi skal behandle hinanden ordentligt og respektere hinanden. Dog har en smule selvironi sjældent skadet nogen.

Lørdag, søndag og tilmed også i dag mandag stod det meste af verden sammen mod ekstremisterne. Danskerne sympatiserede med Frankrig, da Paris for blot en måneds tid siden blev ramt af grusom ondskab. Denne gang var det vores tur. Flere af verdens største aviser viste deres støtte til og sympati med Danmark og danskerne. Jeg er imponeret og troen på, at ekstremisterne kan bekæmpes har fået nyt liv.

Jeg frygter, at vi endnu ikke har set det værste i vores lille land. Lørdagens ondskab kunne have været meget, meget værre. Det var en enkelt forskruet mand, der var på spil – jeg frygter, når ekstremisterne samler sig i flok. Jeg håber, at når den dag kommer, hvad enten det er her i landet eller andre steder i verden, at vi stadig står sammen mod ekstremisterne.

Tak til det danske politi og efterretningstjenester. Tak for verdens støtte til et land i knæ – vi skal nok rejse os igen!

 

Facebook